Thue Christiansen

Her i huset omtaler vi gerne vores beskedne spisestue med den mere prætentiøse betegnelse "Grønlands-salen". Det skyldes, at væggene netop i dette rum udelukkende prydes af billeder af grønlandsk herkomst - i større eller mindre grad.
Blandt andet har jeg et litografi af den grønlandske kunstner Thue Christiansen med en isbjørneunge og dens mor. Det er enkel og slagkraftig grafik med en symbolik, som alle kan forstå - og så er det jo også ganske dekorativt.

Det er ikke uden stolthed, at jeg har et billede af Thue Christiansen i stuen - og forresten også kan tælle ham i omgangs-kredsen omkring det grønlandske hus i Aalborg - for han er bestemt ikke en hvilken som helst kunstner.
Han var i sin tid manden, som designede det grønlandske flag - og det er jo ikke enhver nulevende kunstner beskåret at have designet et nationalflag. Han har hele sit liv arbejdet i grænsesnittet mellem kunst og design - og var kunstnerisk konsulent for Nuuk kommune, mens jeg var informationschef.
Thue Christiansen er netop fyldt 70, bosat i Hals og med i kredsen bag Galleri Hou.
Litografiet med isbjørnene kalder han for "Anaanalu", der betyder "Mig og min mor". Motivet er i sin lavet som plakat til Aalborg Zoologiske Haves isbjørneanlæg fra 1999 - og alene historien om, hvordan litografiet er havnet på min væg, kan fylde en mindre bog.
Ultrakort skete der det, at jeg i 1999 under et besøg i Aalborg blev inviteret ud i zoo af min gamle ven, Aalborg Stiftstidendes navnkundige pressefotograf Jens Morten, fordi han skulle fotografere det nye isbjørneanlæg. Her vakte min tilstedeværelse nogen opsigt, fordi Nuuk Kommune angiveligt skulle være blandt sponsorerne til det nye anlæg - og jeg blev begavet med litografiet samt yderligere et eksemplar til borgmesteren.
Tilbage i Nuuk snakkede jeg med borgmester Agnethe Davidsen om historien - og vi var noget forvirrede, fordi hverken undertegnede -informationschefen - eller borgmesteren kendte noget som helst til, at kommunen skulle have sponsoreret et isbjørneanlæg. Det lykkedes os ikke at opklare mysteriet før et par år senere, hvor jeg tilfældigvis nævner tildragelsen for den tidligere formand for Nuup Kommuneas tekniske udvalg, Aggooraq Lynge. Han slår et stort grin op - for han er en glad mand og ved lige nøjagtig, hvad der er sket.
Han var i sin tid blevet ringet op af en entreprenør fra Nuuk, som bad om tilladelse til at fjerne en stor sten fra arealet neden for lufthavnen i Nuuk. Stenen skulle bruges som udsmykning i Aalborg Zoologiske Have. Tilladelsen blev givet på stedet - men Aggooraq føjede spøgefuldt til, at entreprenøren endelig måtte huske at fortælle, at stenen var sponsoreret af Nuup Kommunea.
Sådan gik det til, at jeg blev modtaget i zoo som sponsorrepræsentant. Ret skal være ret, så jeg tilbød på stedet Aggooraq litografiet - men den venlige mand syntes nu, at jeg skulle beholde det. Så nu har billedet sin plads i Grønlandssalen i det lille hus på Øland.