|
 I den sydlige udkant af Farsø findes en mindesten for bysbarnet, forfatteren og nobelpristageren Johannes V. Jensen.
Jeg har en ting til fælles med den berømte skriverkarl - desværre ikke nobelprisen, men opvæksten i den vesthimmerlandske by. Desuden er der jo dem, som mener, at jeg er lidt af en gnavpot - og det kommer vi ikke uden om, at Johannes V. også var.
Mindestenen er udsmykket med et relief af kunstneren Mogens Bøggild, som inspireret af romanen "Den lange rejse" viser dyrenes vandring på græsgangene foran bræen i slutningen af istiden - et smukt almennordisk motiv med blandt andet rensdyr, bjørne og ørne. Og hvem ved? Måske var det her foran mindestenene, at jeg i barneårene grundlagde min længsel efter Norden, Arktis og Grønland.
"Den lange rejse" var Johannes V. Jensens bud på vores udvikling fra aber til civiliserede væsener og er efter min mening hans bedste roman - også selv om "Kongens fald" i 1999 blev kåret til det 20. århundredes bedste danske roman.
Da mindestenen for Johannes V. Jensen skulle laves i slutningen af 50'erne, ønskede familien ikke forfatterens navn på stenen. I stedet valgte man et vers fra Danmarkssangen, som i få linjer opsummerer forfatterskabet. Verset lyder:
Alvorlig taler ved Alfarvej
med Grønsvær tækket de gamles Grave;
Henfarne Slægter - forglem dem ej!
I arv de gav dig en ædel Gave.
Henfarne Slægter
i Landets Marv
sig ej fornægter.
Bevar din Arv!
Smukke ord med et budskab, der er mere aktuelt end nogensinde i en forvirret og omskiftelig verden. Faktisk tror jeg, at netop Johannes V. Jensens glæde over den teknologiske udvikling skyldes, at han mere end nogen var fast forankret i fortiden - og derfor havde den mentale ballast til at kapere det 20. århundredes hæsblæsende udvikling - og det kan vi lære af den dag i dag. | 