Medier i mental krise

Medierne er i krise. Ikke blot økonomisk, men især mentalt. Væk er glæden ved den gode historie. Nu handler det bare om at fylde tiden og siderne – at holde nyhedsstrømmen gående, uanset om det er interessant og vedkommende for seere, lyttere og læsere.

I virkeligheden graver branchen sin egen grav på den måde. For medierne beriger ikke længere tilværelsen – de trætter. Selvfølgelig ikke nærværende dagblad – men især radio og TV.

Ugens Rapport er nok den største mediesucces i Danmark nogensinde. Med lige dele bare piger og skarp journalistik pumpede Kurt Thyboe og drengene i redaktionen oplaget op på over 200.000 i et grænsesøgende 70’er-Danmark, hvor folkekære politikere som Erhard Jacobsen og Mogens Glistrup udfordrede traditionerne og de fine fornemmelser.

Kloge-ågerne forklarer bladets succes med et skarpt øje for tidens og markedets behov, men bladets journalistik var noget af det bedste, der nogensinde er lavet. Bladet havde en særlig journalistisk nerve. Medarbejderne gik bogstavelig talt gennem ild og vand for læserne. Ofte oplevede journalisten ting, som ikke var den almindelige læser beskåret – og historien blev gerne fortalt med en god portion humor.

Det var journalistik, der nærede læserens drømme og oplyste på samme tid – og det var respekten for læserne, der skabte successen. Specielt Freddy Wullf skrev, så ikke et øje var tørt, når han kæmpede med krokodiller i Amazonas jungle eller var på menukortet blandt Borneos kannibaler. Måske var historierne kulørte og med fingeren på vægten – men det bar vi over med, for det var velskrevet i en grad, som man ikke oplever i dagens aviser.

Det var journalistik af den slags, der ikke kan laves bag et skrivebord. Wullf skrev for læserne, havde en historie at fortælle – og det var aldrig kedeligt. Han bør stå som et lysende ikon for alle journalister – og det var folk af hans kaliber, der grundlagde min drøm om at skrive.

Ugens Rapport blev til i en patologisk rus af sex, stoffer og sprut – og ikke mindst tobak. Den slags går ikke i vores puritanske 2012-virkelighed. I dag er journalister er blevet funktionærer, der pænt passer deres 8-16-job, henter børn i børnehaven og bliver nurset af redaktionens stress-coach, mens de sidder i rundkreds og ikke flytter sig ud af stedet.

Ugens Rapport er for længst gået heden, men til gengæld har vi fået dagens rapport, ja sågar timens rapport. Specielt de elektroniske media er hårde til at lave nyheder ud af en tilfældig rapport. Horder af informationsmedarbejdere i den offentlige sektor og de store organisationer har fundet ud af, at en rapport er den direkte vej til forsiden. Rapporter, der viser, at otte ud af ti danskere slikker på frimærker, at fire ud af fem føler sig stresset over at slikke på frimærker – og at 11 ud af ti ønsker frimærker til tiden.

Pudsigt nok ender indslagene om alle disse rapporter altid i en forarget konklusion om, at det berørte område skal tilføres flere penge, flere offentligt ansatte, mere kontrol og formynderi. Der er endnu aldrig lavet en velmenende rapport, der viser, at danskerne i virkeligheden blot er et degenereret og forkælet folkefærd, der ikke får stoltheden tilbage, før de lærer at tage sig sammen – for det er der ikke penge i.

 Hvor ville det være forfriskende, hvis journalistikken igen kom til at handle om alt det, der virkelig rører sig blandt folket – og ikke blandt en lille flok af sikkerhedssøgende akademikere og funktionærer.  Sådan lidt mere Søren Ryge og lidt mindre klogeri, lidt mere livsglæde og lidt mindre klynk.

Hvad er der blevet af gode gamle dyder som kildekritik og motivanalyse? I virkeligheden er det mere interessant, at en organisation spilder penge på en eller anden analyse end selve analysen. For analyser viser ikke en disse. Man får som bekendt svar, som man spørger.

Et andet problem i dagens journalistik er, at journalisterne har overtaget den offentlige sektors managementsprog og socialpædagogiske behandler-talemåder. Inden for den seneste uge har jeg blandt andet stødt på udtryk som ”turnaround, kickoff, spørge ind til, kompetencer, tovholder, winwin, forandringsparathed, læring, synergi, benchmark, branding, byde ind med”, 

Det er kildeafsmitning – og viser, at mange journalister har mere travlt med at behage kilderne end læserne. Som logrende hunde ser journalisten op til magthaverne og vil behage ved at bruge deres sprog, så magthaverne kan se, hvor klog en karl, skriverkarlen er. Men sprog er magt og undertrykkelse. Disse tåbelige idiomer er politikernes og magtelitens ord – ikke folkets. De bør aldrig komme ud af en journalists mund eller skrivemaskine. Hvis det sker, skal det koste en kvajebajer. Det vil sikkert hensætte de fleste redaktioner i voldsom beruselse – og det er næppe det værste, der kan ske, hvis medierne igen skal have succes og gennemslagskraft. Som bekendt er det jo fra børn og fulde folk, at man skal høre sandheden – og der er næppe noget, der styrker fortællelysten som en øl eller to.

Lad os få lidt flere gode historier, lidt mindre klynk og lidt mere fantasi og humor.