For nogen tid siden havde mandebladet M! to nydelige, unge og meget letpåklædte piger på forsiden. Pigerne var angiveligt af henholdsvis færøsk og grønlandsk oprindelse – og forsideteksten var et smagfuldt «Tak til kolonierne».
Det er sikkert et forsøg på at være morsom, men det er en ualmindelig dum rubrik, al den stund at Færøerne aldrig har været koloni, og Grønlands kolonistatus blev ophævet for over 50 år siden i 1953.
Men på baggrund af sådanne tåbeligheder forstår jeg nu godt, at der til stadighed er politikere i Grønland og Færøerne, der fisker i de rørte nordatlantiske vande og stiller spørgsmål ved rigsfællesskabet med Danmark – og at selvstændighedstankerne har gode vilkår mand og mand i kongerigets nordligste dele.
Jeg har besøgt Færøerne adskillige gange, boet i Grønland i næsten 15 år og er i øvrig gift med en grønlandsk skønhed. Det vil derfor smerte mig dybt, hvis rigsfællesskabet går i opløsning bare på grund af danskernes dumhed og ligegyldighed over for rigsfællerne. Risikoen er stor, for alle undersøgelser tyder på, at danskerne ikke interesserer sig en døjt for hverken Grønland eller færøerne, men blot opfatter landene som mere eller mindre utaknemmelige medlemmer af en ikke særlig præcist defineret familie.
For mig er Grønland en daglig og uundværlig del af hverdagen – på trods af at jeg er født og vokset op med den danske muld under neglene. Jeg har næsten lige så mange grønlandske som danske Facebook-venner og jeg har lært så ualmindeligt meget om livet og menneskeligt samvær på verdens største ø – også selv om jeg ikke boede i en igglo midt på indlandsisen mellem isbjørne, sådan som de fleste danskere synes at tro.
Jeg holder mange foredrag om livet i Grønland, og næsten hver gang kommer vi også til at snakke om spørgsmålet om en mulig grønlandsk løsrivelse fra Rigsfællesskabet. Hver gang får jeg spørgsmålet: - Men kan de klare sig uden Danmark?
Jeg plejer altid at svare: - Selvfølgelig – for man kan, hvad man vil – men spørgsmålet er for mig snarere: Kan Danmark klare sig uden Grønland eller Færøerne?
Jeg mener det ikke. De to nordatlantiske områder er en berigelse for vort land. Ikke mindst på det mentale plan. De bidrager til en national mangfoldighed og især til en vis besindighed og selvstændighed i blandt andet havretsspørgsmål, miljøsager og debatten om at udnytte havenes rigdomme.
Vi kan også lære meget af de grønlandske og færøske politikere, der har indset, at bloktilskuddet fra Danmark ikke nødvendigvis skaber udvikling – men snarere afhængighed. Her kan den almindelige tilskudshungrende middelklassedansker lære noget om tilskudspolitikkens natur. Når vi i Danmark støtter en i øvrigt velfungerende middelklasse med tilskud i hoved og bag, som den samme middelklasse selv har betalt via verdens højeste skatter, så er målet jo ikke at hjælpe – men at sikre stemmer til fordelingspolitikerne.
De romerske kejsere sagde «Del og hersk» - og det er nøjagtig den samme strategi, vore dages lumpne danske politikere benytter sig af over for en sagesløs befolkning. Hvis den danske befolkning havde samme klarsyn som visse nordatlantiske politikere, sagde vi naturligvis nej til alle disse velfærdsydelser. Man kan ikke både være stolt og selvstændig – og så samtidig leve af magthavernes almisser.
Selvstyreordningerne for Færøerne og Grønland har deres oprindelse i, at man i begge lande har har haft en oprigtig og berettiget opfattelse af, at der ind i mellem er temmelig langt til København – til de bonede gulve og dem, som bestemmer. Der er populært sagt uendelig langt fra de kolde fiskebanker og de små fåreholdersteder til de københavnske cafe-politikere med blanke sko – både geografisk og mentalt.
Det er jo en opfattelse, som også mange nordjyder deler. Så måske er tiden i virkeligheden ved at være moden til – i stedet for at nedbryde Rigsfællesskabet - at vi udvider ideen, så det i fremtiden i danske love kommer til at hedde; ”Denne lov gælder ikke for Grønland, Færæerne og Nordjylland.”
Så slap vi – her i vores dejlige landsdel – for tåbeligheder som knivloven, randzoneloven, arbejdstilsyn og alle mulige andre tilsyn – og i en forhåbentlig ikke så fjern fremtid måske endda momsen, der jo alligevel aldrig rigtig har slået an i Nordjylland.