Dansk politik er grebet af reformfeber. Reformerne kommer i byger som guano og af stort set samme kvalitet. Det er en gang politisk roskildesyge – den såkaldte reform-itis.

Et flertal af partier har besluttet, at vi endnu en gang skal have en folkeskolereform – allerede inden blækket er tørt på den forrige reform. Man længes tilbage til Steinckes socialreform, der havde en levetid på 43 år.

Folkeskolereformen er hjulpet godt på vej af en kreds af forstå-sig-på’ere og en lallende, ukritisk presse, der har guidet politikerne, så reformen sikrer maksimal beskæftigelse for lærere, pædagoger og andre velmenende og veltalende notabiliteter.

I debatten fyldte lektierne godt op. Blandt andet kunne man høre, at pædagogiske eksperter er imod lektier derhjemme, fordi børnene risikerer at føle skam, når lektierne ikke bliver lavet. Undskyld, men hvad er problemet? Selvfølgelig skal børnene da skamme sig, hvis de ikke laver deres lektier.

Denne misforståede beskyttelse af børnene er et udslag af den omsiggribende feminisering af undervisningssektoren, hvor børnene skal curles igennem og beskyttes mod enhver form for traumer, social arv og konkurrence.

Fortsætter denne udvikling, skal vi snart have et beredskab af krisepsyloger, der skal afbøde de værste traumer, den dag de unge mennesker forlader skolen, og for første gang skal stå ansigt til ansigt med det virkelige liv.

Der vil også blive brug for en hel hær af kloge-åger og bedrevidere, som vil bruge årevis på at lave undersøgelser og skrive lange rapporter om, hvorfor kineserne klarer sig bedre. De vil sikkert nå frem til, at der efter gymnasiet er brug for en femårig udslusningsordning, hvor de unge gradvist vænnes til, at der stilles krav, før de forsigtigt kan lempes ind på arbejdsmarkedet.

Det vil forkorte perioden fra sidste skoledag til førtidspension betragteligt, og en stor del af arbejdsløshedspuklen er dermed skåret væk med et snuptag. Det vil samtidig betyde flere arbejdspladser i undervisningssektoren, så det er svært at argumentere imod.

Men al den beskyttelse og beskæftigelse er hverken til landets eller børnenes tarv. Børn vil have godt af meget mere fritid uden pædagogernes snerrende bånd og mulighed for fritidsjobs, der modner dem til et arbejdsomt liv.

At afskaffe lektierne derhjemme tjener intet formål. For meningen med lektier er jo ikke, at regnestykkerne skal regnes – men at ungerne lærer at arbejde på egen hånd. Den slags kan være svært at måle – og derfor forstår målfikserede planøkonomiske politikere det ikke.

Det tjener det hensygnende og lille konservative såkaldte folkeparti til ære, at man uden skæven til stemningen i den herskende klasse og meningsmålingerne har sat fødderne i og gjort et behjertet forsøg på at bremse reformen.

Og Venstre? Ja, de skulle skamme sig. Partiet har opført sig som nyttige idioter og gået med på planøkonomiske skoleløsninger, der ikke hjælper børnene  – men giver flere eksamensbeviser. Og det på trods af at netop partiets yngre MF’ere er lysende eksempler på, at lange uddannelser og fine eksaminer ikke kan kompensere manglende intelligens.

Danmarks liberale parti er ikke mere liberal end den tyske demokratiske republik var demokratisk – og partiet har vist sig som et dikkende vedhæng til Socialdemokraterne. Sammenligningen med Østtyskland er i øvrigt ikke helt tilfældig – for med Venstres hjælp får vi nu en folkeskole efter østtysk forbillede.

Stakkels børn. Stakkels Danmark.