Danske lygtepæle har et alvorligt problem: De er plakatfulde.
Sådan har det i hvert fald været siden fredag nat, hvor den kommunale valgkamp blev skudt i gang med rituel stammedans om lygtepælene, som blev iklædt papstykker med politiske idolbilleder.
Det er ikke noget kønt syn, men dens slags jordnære betragtninger anfægter ikke kandidaterne. Det kan undre, for politikerne på plakaterne er ofte simple bogholdertyper, der vogter nidkært over, hvordan almindelige mennesker indretter sig på egen parcel. Men sådan er det jo, som Vestager sagde. Det er nemmere at få øje på splinten i broderens øje end bjælken i eget øje.
For mange af de politisk aktive er det lidt af en fest, når plakaterne skal op. Det skal gå stærkt for at få de bedste pladser – og i Aalborg var der en yngre socialdemokrat, der oven i købet dristede sig til at hænge plakater op før tiden.
Det viser, at den norske sociolog Gudmund Hernes havde ret, da han engang i firserne udtalte, at politikere er folk, der er så hårdhudede, at de kan holde sig oprejst, selv om de mangler rygrad.
I hvert fald er der en udtalt modvilje blandt politikerne til at overholde egne regler. Sidste år var der en stakkels landmand, der fik en bøde på 25.000 kroner af Arbejdstilsynet, fordi han rensede en tagrende fra grabben på traktoren. Hvor var Arbejdstilsynet egentlig henne fredag nat? For jeg så i hvert fald ikke nogen politikere, der brugte stillads, sikkerhedshjælm og behørig afskærmning, da plakaterne blev sat op.
Allerede mandag var der i øvrigt mange af de håbefulde kommunalpolitikere in spe, der sank til under lavmålet, da der blev blæst om plakaterne. Kommunerne var hurtigt ude med et påbud om at få plakaterne på plads. Fint nok – men havde det været en almindelig forretningsdrivende, der ikke havde sikret sine plakater, var der jo nok faldet både bøder og afgiftsbelagt brænde ned.
Det er karakteristisk for valgplakaterne, at de ikke har noget budskab. Politikerne er tilsyneladende argumentet i sig selv. Sådan tænker kun meget selvglade folk.
Det støder mig, at der ikke er et lovkrav og en EU-forordning om, at plakaterne skal være forsynet med behørig varedeklaration – og tydelige advarsler om, at politik kan medføre kvalme, livslang afhængighed af offentlige ydelser samt impotens.
Nu er virkeligheden jo ikke noget, der optager vore politikere synderligt meget. Det er sikkert også derfor, at ethvert tilløb til rynker, bumser og skægpest er redigeret væk fra kandidaternes ansigter, når de er på plakaten.
De politiske slip-let-pander og Teflon-hoveder giver nyt liv til den gamle talemåde om at få et lån på sit glatte ansigt. Det er som bekendt et lån uden garanti – akkurat som i politik, hvor man har et standpunkt, til man tager et nyt. Det ligner til forveksling manglende rygrad, men hvad gør man ikke for at bevare sit fede ben, arbejdsfri indkomster, udsigten til et ridderkors og en retrætepost i EU’s gyldne og skattefri haller?