Det er en velkendt sandhed blandt reklame- og kommunikationsfolk, at man ikke kan reklamere sig ud af virksomhedens eller produktets grundlæggende problemer – og at der i øvrigt bør være overensstemmelse mellem budskab og kommunikator.
Derfor må man tage sig til hovedet, når landets sundhedsminister og landbrugsministeren – to kernesunde danske piger med fødderne solidt plantet i jorden - stiller sig op i fjernsynets bedste sendetid for at ”kickstarte” en kampagne, der skal få landets ungersvende på de tekniske skoler til at spise sundt.
Hvis jeg kommer til at ligne landbrugsministeren, skal jeg i hvert fald ikke nyde noget, vil de fleste nok tænke. Og det kan vi så grine lidt af ude i slyngelstuerne.
Men det er sørgeligt, forkasteligt og forargeligt, at danske politikere stiller op til sådanne velmenende kampagner i et sølle forsøg på at score stemmer. Og det nærmer sig det kriminelle, at sådanne kampagner som oftest er rettet mod en god del af de mennesker, som faktisk betaler løn til politikerne i form af verdens højeste skatter og afgifter. Minister betyder som bekendt tjener – og hvornår har man oplevet en tjener med succes svine kunderne til – bortset fra i Halløj på badehotellet.
Men meningen med alle disse kampagner er måske også bare, at vi skal have lidt halløj i ministeriet. Ministeren viser handlekraft – og skatteyderne, disse umælende bæster, betaler jo alligevel. Måske har ministerne i virkeligheden en konkurrence kørende, som går ud på, hvem der kan svine skatteyderne mest til – uden at tabe stemmer.
Alle disse sundhedskampagner er meningsløse og udtryk for, at politikerne mener, at borgerne ikke har en selvstændig vilje. Snart skal vi gøre det ene, snart skal vi gøre det andet. Den ene dag er smør livsfarligt – den næste dag er det noget af det sundeste, der findes. Ikke en gang eksperterne kan jo finde ud af det.
Det ville jo også være en katastrofe for forskerne, hvis det lykkedes dem at løse livets store gåde – for så ville der jo ikke være mere at forske i – og milliardbevillingerne til en hastigt voksende forskningssektor ville lige så stille tørre ud. Derfor har landets videnskabsfolk en klar økonomisk interesse i til stadighed at udsende forvirrende og indbyrdes modstridende budskaber.
For resten er det besynderligt, at menneskeheden har kunnet leve og overleve gennem årtusinder nu – uden at kende sundhedsministerens og landbrugsministerens gode råd om kostvaner.
Hvis politikerne virkelig ville gøre noget for folkesundheden, gjorde de noget for at nedsætte omkostningsniveauet i Danmark gennem skatte- og afgiftslettelser, så vi alle får råd til at spise gode, danske råvarer produceret af kvalitetsbevidste og flittige danske bønder.
Og må vi så blive fri for alle disse irriterende løftede pegefingre. For det rager det ikke politikerne og den offentlige sektor, hvordan danskerne lever og indretter sig.