”Livet er ikke det værste, man har – og om lidt er kaffen klar.”  Denne uomtvistelige sandhed fra den nyere danske sangskat siger bedre end mange ord, hvad lykke er.

Derfor var det også med en vis sympati, at jeg læste Stiftstidendes søndagsartikel om lykke som nyt mål for den menneskelige ageren – men for det første er det nu ikke en nyhed, og for det andet lykkes det de interviewede forskere at få spørgsmålet fuldstændigt forplumret med en gang akademisk øvle-bøvle.

Jeg vil kommentere et par af artiklens påstande, da jeg er et af de mennesker, som det handler om. Jeg har midt i livet skiftet en professionel tilværelse med fuld fart og NOMA ud med en fredeligere tilværelse, hvor det ikke bare handler om materiel velfærd, men også – ja, lykke og mere tid – med hus på landet og uden alt for meget fast arbejde.

Det er interessant, at man sådan lige pludselig bliver et fænomen og genstand for forskeres interesse, så jeg vil skynde mig at rette nogle artiklens misforståelser.

Finn Østrup fra Handelshøjskolen i København – kaldet CBS - påstår, at det er en ny tendens, fordi folk ønsker en verden i balance af hensyn til klimaet.

Sludder og vrøvl. Jeg er ikke offer for et modefænomen. Det rager mig da en høstblomst, hvad andre gør og intet ligger mig fjernere end at blande mig i det. Verdens problemer er alt for store til, at jeg kan tage mig af det – og antagelig ændrer det heller ikke en døjt, hvad en eller flere danskere mener om den sag. Og klimaet kan vi alligevel ikke gøre noget ved.

For livet på landet handler ikke om et økologisk liv i pagt med naturen og med gulerødder på menuen. Jeg dyrker ganske vist gulerødder, men hvis skidtet ikke vil gro, får det altså et skud kunstgødning, ligesom enhver fornuftig landmand ville gøre det. Lykke kommer nemlig ikke af en have i misvækst.

Det påstås også i samme artikel af den tidligere såkaldte overvismand Christen Sørensen, at hvis vi vil arbejde mindre, skal vi betale mere i skat. Det er en form for logik, som man vist skal være offentligt ansat for at forstå.

For det er jo noget fordrukkent sludder. Alene hvis man stoppede lovmaskineriet på Christiansborg, kunne halvdelen af de offentligt ansatte spares væk. Sandheden om den offentlige sektor er jo, at produktiviteten er lavere end nogensinde, fordi den ene halvdel af de offentligt ansatte sidder og implementerer nye ledelsesformer og diverse reformer, mens den anden halvdel halser af sted bare for at nå at passe de basale forpligtelser, staten bør have – altså at sikre borgernes liv, ejendom og sikkerhed.

Danmarks høje skatte- og afgiftsniveau er den største hindring for, at de fleste af os kan leve et simpelt liv. For der skal altså mange penge på bordet til at betale fedtafgift, giftskatter, moms, ejendomsskat, værdistigningsskat, vandafledningsafgifter, CO2 skatter, benzinafgifter og hvad der ellers findes af mere eller mindre skjulte skatter og afgifter – og når man så har tjent nok til at betale alle disse afgifter, er indkomsten kommet op i et leje, hvor indkomstskatten tager resten. Hvis man stadig har kræfter tilbage, kan man så bruge dem på at kæmpe med en kommunal skrankepave for at få lov til at flytte et affaldsstativ eller få en byggetilladelse til et nyt udhus. Den slags mennesker skaber bestemt heller ikke lykke.

Forresten er skatter og afgifter jo med til at presse prisniveauet op, så vi skal arbejde endnu mere for at klare os. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at f or mindre end 100 år siden kunne en hel familie leve af et hus på landet og et halvdagsjob til manden.

Forudsætningen for at flere af os selv kan vælge et simpelt liv på landet, kan klare os selv og ikke ligge det offentlige til byrde vil derfor være en offentlig sektor, der koncentrerer sig om befolkningens lykke og ikke egen beskæftigelse. Man bør derfor vælge nogle få kerneområder som hospitaler, ældrepleje, politi og folkeskole, som det offentlige skal tage sig af, gøre det godt og enkelt – og så droppe alt flæsket som kulturhuse, børnechecks, ulandshjælp, EU og så videre.

Jeg har det nemlig som i Svantes viser – lykken er en ostemad – og ikke en stor offentlig sektor med tryghed i hoved og bag.