Af Jesper Hansen, foredragsholder, fortæller, forfatter, journalist, fotograf og kommunikationsrådgiver
Du skønne ø, med lyng og blomsterflor,
Omkrans’t af vejlen og den blanke fjord,
med dybe slugter hist og bakker her,
med bøgeskov, med elmekrat og kær.
Her yngled’ mågerne i holmens sand,
mens høgen fløj på rov langs mark og strand,
her kredsed’ viberne om redens små,
mens kalven spejled’ sig i fjordens blå.
Når morgensolen stod i yderst øst,
og bølgen gled i rytmer mod din kyst,
mens råen nipped’ af det våde korn,
og bukken stod på vagt med løftet horn.
O, hvilken friskhed, hvilken fuglesang!
hvad gør det, dagen er end nok så lang?
Naturens toner klinger evigt ungt
og styrker sindet, var end livet tungt.
Du skønne ø, hvor jeg som hyrdedreng
drev køer og stude over mark og eng,
;;mod dig jeg siden længtes mangen gang
og skrev dig derfor denne lille sang.;;
.
Når vi mødes her på Øland, er det tradition, at vi synger Øland-sangen. Den har tekst af bondeforfatteren Niels Anesen, og melodien er oprindeligt skrevet til Gudenåvalsen. Her kan du høre Øland-sangen fremført af Øland Karlekammerkor.
Livet i det såkaldte udkantsdanmark er skønt
Jeg bor på landet - helt nøjagtig på Øland, som ligger i Jammerbugt kommune syd for Brovst og vest for Aalborg. Det er nordenfjords, det er derude, hvor kragerne vender - og det er udkantsdanmark. Her, hvor en mand stadig er en mand, et ord er et ord, og man bedømmes efter, hvad man gør - og ikke hvad man siger.
Her lever vi et enkelt og ukompliceret liv - og forsøger efter bedste evne at værge os mod forstå-sig-på'ere og andre velmenende tossehoveder, for hvem det er en vederstyggelighed at klare sig selv uden offentligt tilskud. Egentlig har vi det godt - men en gang i mellem tænker vi, at der kan være langt til København. Det kan for eksempel være svært at forstå, at vi skal være med til at betale for en masse overflødigheder som teatre og S-tog, som vi aldrig nogensinde selv kunne drømme om at bruge - og at fine folk fra byen derovre mener at vide bedst, hvordan vi skal indrette os herovre.
Selv mener vi, at vi lever i den bedste af alle verdener. For selv om vi tydeligt kan se lysene i Aalborg, nyder vi mørket om aftenen. Og stilheden ikke at forglemme. Naturens egen stilhed. For her bliver vi bestemt ikke påduttet såkaldt kultur på hvert eneste gadehjørne - og forresten har vi slet ingen gadehjørner.
Jeg bor i en lille landsby med 100 indbyggere, som hedder Østerby. Den er næsten sammenbygget med Hammershøj, hvor der bor cirka 250 mennesker. I alt er vi godt 500 indbyggere på Øland, der forresten ikke er en ø - længere. Øen blev landfast med Han Herred og Vendsyssel i forbindelse med en inddæmning i 1920 - men indbyggerne kalder sig stadig for Øboerne. Området er beskyttet mod Limfjordens vande af Øland-Attrup-dæmningen. Selve Østerby ligger i kote 2, altså to meter over vandoverfladen.
Den samme skæbne - altså inddæmningen - kom også øen Gjøl til gode, men Øland er ikke Gjøl, som mange ellers tror. De to tidligere øer er adskilt af Ulvedybet, som er et af Limfjordens vigtigste fuglereservater. Gjøl og Øland er forbundet af en dæmning med kun et vejspor - og hvor kørsel forresten er forbudt for uvedkommende. Men for os på Øland er dæmningen livlinen til omverdenen og den store by.
Tæt ved Østerby ligger Oxholm Gods, der er et tidligere kloster. Godset ejer en af de eneste privatejede folkekirker i Danmark, og kirken er i øvrigt præget af tilhørsforholdet til godset med epitafier tilhørende nogle af de fordums godsejere. Oxholm-skoven - en dejlig varieret overvejende løvskov - er en del af godset og med til at give egnen en østjysk karakter - på trods af den nordenfjords beliggenhed.
Der er derfor ikke noget at sige til, at Marguerit-ruten går gennem Øland. Heldigvis ikke lige forbi vores hus - for der er såmænd trafik nok af cykelryttere og motorcykelklubber, som lige synes, at de vil køre et smut gennem igennem landsbyen - for her er nu så pænt. Jeg forstår ikke rigtig, at man kan nyde naturen på en larmende motorcykel eller stønnende, pustende og svedig på en trædecykel, men dem om det.
Her på Øland er der virkelig natur for øjet - faktisk så langt øjet rækker - og det rækker langt, meget langt her på de flade, inddæmmede enge og kjær. Og her er smukt både sommer og vinter.
Øland har et rigt foreningsliv. foreningerne er samlet i Netværk Øland. Du kan læse mere om aktiviteterne og foreningerne på netværkets hjemmeside.
Jammerbugt kommune har samlet alle statistikkerne om Øland samt en fin topografisk beskrivelse i kommuneplanen, som du kan se her.
Som medlemmer optages personer, der er i besiddelse af et personnumme,r der ender på et ulige tal = 1—3—5—7– 9 og anbefales af et andet medlem.
Sildelauget blev stiftet i oktober 2000, og laugets formål er at fremme interessen for sild i enhver form samt at tilberede sild og andre retter til glæde for laugsbrødrenes ganer.
I lauget optages enhver uberygtet mand, som er øbo eller har anden forbindelse til Øland. For nuværende er der 15 laugsbrødre, og af praktiske hensyn kan der ikke optages flere.
Sildelauget styres af en oldermand, der altid har ret. Til at hjælpe med de forskellige gøremål er der udnævnt følgende.: en skatmester, en tørstmester, en skriverkarl, en giftblander, en røgemester samt en ceremonimester.
Det skal tilføjes, at man ikke nødvendigvis bør være modstander af en øl eller en dram til silden for at blive laugsbroder.