Det har vakt betydelig opsigt både i Norge, Danmark og forresten også resten af Europa, at dette års Nobel-fredspris går til EU.
Jeg kom straks til at tænke på den gamle talemåde om ordener, som man hænger på idioter. Det samme gør sig åbenbart gældende for fredspriser.
Budskabet blev modtaget med forbløffelse og vantro blandt besindige politikere og iagttagere, hvorimod tilhængerne af det europæiske projekt jublede og gned sig i hænderne, fordi nobel-priser normalt anses for en af de fineste internationale anerkendelser, som man overhovedet kan få.
På det videnskabelige område uddeles nobelpriserne til de fremmeste blandt ligemænd – og der ligger således stor faglig anerkendelse bag prisen. Det samme kan man desværre ikke sige om fredsprisen, der efterhånden har udviklet sig til et stykke norsk indenrigspolitik.
Hvorfor er det gået så galt? Forklaringen skal vi tilbage til slutningen af 1800-tallet for at finde. Alfred Nobel indstiftede sine priser som en anerkendelse af videnskabeligt arbejde og litteratur. Disse priser uddeles i Sverige.
Men Alfred Nobel var også en fredens mand, og han ville gerne lave en fredspris. Dengang var Norge og Sverige i union, hvor det var Sverige, der stod for udenrigspolitikken. Alfred Nobel mente derfor, at der ville være for stor risiko for at korrumpere prisen, hvis det var svenske politikere, som stod for uddelingen. Derfor besluttede han, at Norge skulle forestå fredspris-uddelingen.
Uddelingen er lagt i hænderne på en komite, der vælges af det norske Storting for seks år af gangen. I øjeblikket består komiteen af to repræsentanter for Arbeiderpartiet og en fra Høyre. De to partier er de ivrigste fortalere for et norsk EU-medlemskab. Desuden består komiteen af en repræsentant for Fremskrittspartiet, der om end ikke er imod norsk medlemskab af EU, så dog er kritisk. Endelig er der en repræsentant for partiet SV, der er imod EU. I forbindelse med dette års prisuddeling har SV-repræsentanten, Ågot Valle, fortalt, at hun ikke har deltaget på grund af sygdom.
EU-tilhængerne har derfor haft forholdsvis frit spil – og med den glødende EU-tilhænger, Arbeiderpartiets Torbjørn Jagdland som formand for komiteen, var årets resultat næsten givet.
Der er ingen, som vil betvivle, at de europæiske fællesskaber på et tidspunkt har haft betydning for freden i Europa – ikke mindst fordi fællesskaberne har bilagt stridighederne mellem de gamle ærkerivaler Tyskland og Frankrig. Men netop i øjeblikket, hvor EU er i krise, forekommer valget mærkeligt.
For dels lurer stadig visse meningsforskelle mellem Frankrig og Tyskland, dels er der ikke megen fred i samarbejdet, hvor de økonomisk store lande med vold og magt søger at styre de sydeuropæiske landes trang til vellevned for lånte penge. Det er i hvert fald svært for gadefejer Artemios Rastapopulos at få øje på det fredelige i EU-projektet, når han skal feje op efter de idelige gadekampe i Athens gader på grund af EU’s krav til den græske finanspolitik.
Torbjørn Jagdland, der er tidligere generalsekretær for Europarådet, er blevet kritiseret skarpt for sine dispositioner i den norske presse. Det har heddet, at han er inhabil – og at fremtidige medlemmer af priskomiteen ikke bør have andre poster. Det er overflødigt at tilføje, at den meget store del af den norske befolkning, som er EU-modstandere, føler uddelingen som et slag i ansigtet.
Jeg skal ikke her blande mig i den norske diskussion, men set i bagklogskabens klare lys er der ingen tvivl om, at Alfred Nobel havde ret, da han for over 100 år siden forudså, at politikere kunne korrumpere fredsprisen. Han kunne ikke forudse, at Norge ville blive en selvstændig nation – og at det i dag er ræven, som vogter gæssene. Og det er vel også i det lys, flere af de seneste års uddelinger - til blandt andre Barack Obama og Al Gore – skal ses. Umiddelbart virker disse uddelinger som mere bestemt af norske indenrigspolitiske forhold end verdensfreden.
Tilbage står så spørgsmålet: Er EU virkelig et fredens projekt? I min optik er svaret nej. En overstatslig konstruktion, der flytter magt fra lokalsamfundene og nationalstaterne er en svækkelse af demokratiet. Når Europas folk med djævelens vold og magt skal harmoniseres og afgive nationale og etniske særpræg samt retten til at råde i eget hus, bliver unionen en trussel mod freden. På den baggrund forekommer årets prisuddeling at være en mærkbar svækkelse af den store prestige, der hidtil har været forbundet med prisen.
Og det er synd – for fredens skyld.