Søndagsmad fra en svunden tid:  

Mormor-kylling

Hvorfor det netop er mormor, der tilskrives paterniteten - om man så kan sige - til denne enkle kyllingeret, står hen i det uvisse. Men googler man retten, får man 521.000 hits - og der er stor enighed om, hvordan retten skal laves.

Det er nemt at lave mormor-kylling. Man tager en stor, god kylling - og det er som regel hverken den billigste eller den dyreste i supermarkedet - og gnider den både ind- og udvendigt med salt og peber. Så fylder man kyllingen med persille, bruner den i en stor gryde og hælder et par deciliter vand ved. Kyllingen får lov at snurre i en god times tid, til den er mør - meget mør. Tag kyllingen op af gryden og jævn sovsen, som måske også lige skal smages til og have en gang kulør.
Serveres med kartofler og - det er vigtigt - agurkesalat. Uden agurkesalat er det ikke rigtig mormor-kylling. Enkelte opskrifter nævner også rabarberkompot - men det er nu ikke noget "must" her i huset.
Velbekomme.

 

 

 

Offentliggjort første gang 14. februar 2012

 

 

 

 

Retur

 

 

 

© 2012 • Jesper Hansen • Nørremarksvej 6 • Øland • 9460 Brovst • Telefon 98130201 •  Mobil 29390365  •  Mail