16-års stemmeret har været et af ugens varme emner. Forslaget er blevet grebet med kyshånd af en række politikere, som øjner nye vælgere.
Ikke et ord om pædofili i den anledning, men umiddelbart siger det nok et og andet om holdningen til politik hos fortalerne, når man mener, at 16-årige er modne nok til at tage politiske beslutninger, men ikke modne nok til at føre bil.
16-års stemmeret gør næppe heller den store forskel. Ved det seneste valg stemte en stor del af vælgerne lige så ansvarligt, som en forkælet femårs møgunge, der bare vil have det hele – og vi har jo blandt andet fået en skatteminister, som endnu har sin sekstenårs-fødselsdag i klar erindring.
Men landet har nu også større problemer end valgretsalderen. Det er lykkedes regeringen at sætte den økonomiske vækst fuldstændigt i stå, fordi befolkningen fornuftigt nok gemmer pengene og sparer op. Den arbejdende del af befolkningen ryster og bæver jo ved tanken om, hvad næste uge vil byde af afgifter og nye skatter – og så lægger man naturligvis penge til side til de hårde tider, som uundgåeligt vil komme.
Et af problemerne er systemets dynamik. Det er blevet alt for let at lave nye love og skabe nye offentlige udgifter – og det er tilsvarende svært at fjerne udgifterne, fordi en hær af foreninger med et godt formål og en altid beredvillige presse står parat til at hakke på den, som foreslår nedskæringer. Det er sagt, at en politiker kan tjene 1000 stemmer på at indføre en ny udgift, mens det koster 3000 stemmer at fjerne den samme udgift. Det viser billedet af et degenereret og forkælet folkefærd, som forventer offentlig forsørgelse fra vugge til grav – og giver politikerne et stærkt personligt motiv til at producere love og udgifter på samlebånd i det hellige velfærdssamfunds navn.
For at begrænse lovmaskinen og lovjaskeriet vil jeg derfor foreslå, at man genindfører Landstinget som andetkammer, så alle beslutninger først skal vedtages i Folketinget – og dernæst i Landstinget.
Landstinget blev i sin tid afskaffet i 1953. Det var sikkert meget fornuftigt dengang – men det skal nu ikke forhindre os i at overveje, om ikke der er megen fornuft i at genindføre det.
Landstinget skal være et værn mod dagens facebook-politik, hvor folk med mere eller mindre hæderlige hensigter kan piske en stemning op. Landstinget skal beskytte borgerne mod de mange overgreb mod den personlige frihed, som sker, fordi medierne netop i et par dage har fokus på et eller andet pop-spørgsmål – og derved fjerner fokus fra de store linier.
Det var også målet, da Danmark i 1849 fik sin første grundlov. Landstinget skulle sikre stabilitet i den politiske beslutningsproces. Dengang var det kun folk over 40, som var selverhvervende, der kunne få plads i Landstinget, men så vidt behøver vi nu ikke at gå i dag. Der skal selvfølgelig være lige, almindelig 18-års valgret også til Landstinget.
Jeg forestiller mig, at Landstinget kan vælges ved enkeltmandsvalg i valgkredse svarende til kommunerne, sådan at alle egne af landet er sikret repræsentation i den nye Rigsdag. Det vil sikre sammenhængskraften i landet og modvirke københavneri. Kandidaterne skal naturligvis have bopælspligt i kredsen. Kandidaterne opstiller som enkeltpersoner – og ikke som partirepræsentanter.
Et Landsting valgt på denne måde vil samtidig sikre en regionalitet i beslutningerne, så vi kan få nedlagt regionerne, der jo reelt ingen indflydelse har, da det alligevel er staten, der bestemmer deres arbejde og i øvrigt sikrer finansieringen.
Landstingsmedlemmerne skal vælges for eksempel for fem år ad gangen med løbende udskiftning. Ved dødsfald eller ønske om at udtræde vælges nyt medlem ved suppleringsvalg i valgkredsen, hvorved vi sikrer, at Landstinget ikke bliver resultatet af et øjebliks politisk stemning, men resultatet af en langsigtet målbevidst og hæderligt arbejde.
Denne målsætning kan yderligere sikres, hvis man laver en model, hvor der skal gå for eksempel tre måneder mellem Folketingets og Landstingets behandling af en given sag. Havde vi haft et sådant system, ville lovjask som knivloven sikkert aldrig være blevet vedtaget.
Medlemmerne bør forresten ikke oppebære honorar. Vi har levebrødspolitikere nok i forvejen. Æren og magten skal være lønnen i sig selv – og mon ikke vi kan få Dronningen til at spendere et ridderkors på medlemmerne?
Desværre nærer jeg ikke de store forhåbninger til, at mit forslag nogensinde vil blive vedtaget. For der er en lang tradition for, at politiske institutioner og politikere ikke frivilligt afgiver magt. Og desuden har vi jo ikke de store traditioner for folkelige opstande her i landet. Dertil regner det som regel for meget.
Forresten synes jeg, at det er synd for de 16-årige, hvis de får stemmeret. Lad dem dog beholde illusionen om det gode i mennesket, til de bliver voksne.