Folket vil have brød og skuespil. Sådan ræsonnerede de romerske kejsere i sin tid – og sådan ræsonnerer de danske politikere. Derfor er den måbende befolkning i disse dage vidne til en bekostelig,  opslidende og overflødig gladiatorkamp i den såkaldte lækagesag.

Landets skarpeste hjerner er kørt i stilling til noget, der moralsk, juridisk og sportsligt mest af alt minder om den famøse boksefinale under OL i Sydkorea. Resultatet er givet på forhånd. Den onde spindoktor skal dømmes, så alle kan se, at spin er noget, som politikerne tager afstand fra.

Det er et gudsbenådet spild af penge. For hvis manden alligevel skal skydes, kan det sådan set være lige meget med juraen. Ud bag ved og pang! Nye organer til hvem, som behøver det – bortset fra måske samvittigheden, der var slidt op før tid.

For resten er der jo slet ingen grund til at nedsætte en undersøgelseskommission. Politiet får sine penge – mange penge – for at tage sig af landets forbrydere – og derfor er undersøgelseskommissionen overflødig ekstravagance i en tid, hvor produktionen og beskæftigelsen falder med dommedagsfart.

Sagen handler om et muligt brud på embedsmænds tavshedspligt. Lad mig al stilfærdighed spørge, om det er rimeligt at pålægge embedsmænd nogen som helst tavshedspligt, når sagen drejer sig om en toppolitikers mulige skattesvig – men det er en helt anden sag.

Lækagesagen er et demokratisk offerritual, der skal  understrege danske politikers demokratiske sindelag, at de ønsker ærlige metoder og fair play – men det klinger bare hult, for der findes næppe nogen spindoktor, revisor, jurist eller andet menneskeligt affald, som foretager sig noget som helst uden at få besked på det, og der findes næppe nogen dansk politiker i vore dage, hvis moral kan holde til risikoen for at miste sin taburet.

Lækagesagen handler om spin – men er i virkeligheden et veltilrettelagt spin-nummer, som skal aflede befolkningens opmærksomhed fra, at regeringen lige har fremlagt en finanslov med et underskud på 37 mia. kroner.

At fremlægge en sådan finanslov er en endnu større forbrydelse end et eventuelt læk i skatteministeriet. Det er en forbrydelse mod landets sikkerhed, befolkningens fremtid og selvbestemmelsesret. For selv om universitetsøkonomerne gerne spiller lotto med andre folks penge og taler om dynamiske effekter og lignende magisk sortesnak, så er den rene skinbarlige kendsgerning, at regningen for dette underskud skal betales en dag.

Landet er på vej lige lukt mod det, som finansminister Heinesen så smagfuldt betegnede som afgrunden – i dag vil vi kalde det for det sydeuropæiske gældshelvede. Og en dag banker Merkel og hendes rigsbefuldmægtigede også på Danmarks dør og vil bestemme alt i vort dejlige land.

I den sammenhæng har blå blok for resten ikke noget som helst at lade regeringen høre. Rød som blå – Danmarks politikere er i dag en flok ryggesløse taburetklæbere, der gerne spiller bingo om landets fremtid. For 99 % af udgifternes vedkommende er begge blokke enig om, at det er fornuftigt med et overdådigt offentligt forbrug – hvilket ikke er det samme som velfærd. For bureaukrater skaber ikke velfærd. Det gør derimod hjemmehjælpere, skolelærere og sygeplejersker.

Finansloven bringer Folketinget og den siddende regering på linie med tidligere tiders stupide, debile eller sindssyge konger, som kastede landet ud i umulige krige. Hver gang endte det med, at vi måtte afgive en luns af det fordums så stolte land. Snart er der ikke mere tilbage – og så er det slut for Dannevang.

Ulykkerne kan selvfølgelig undgås, hvis danske politikere og danskerne lærer at sætte tæring efter næring. Det er – som bekendt - en stakket frist, når man tisser i bukserne for at holde varmen. Rigtigt lederskab kommer af at sige sandheden – og det er, at vi ikke har råd til, at mere end halvdelen af bruttonationalproduktet flyder gennem de offentlige kasser.

P.s. Det er forresten ikke politikerne og spindoktorerne, der er de største syndere i den historie. Det er pressen – den fjerde statsmagt – som velvilligt lader sig styre og lystigt blæser lækagesagen op til noget væsentligt – bare fordi sagen involverer en journalist. Men den tager vi en anden god gang…