Jeg er godt træt af al den snak om fordelingen af mænd og kvinder i både Folketing og regering. For det har været et af ugens varme emner – og regeringsmagten er da også gået til partier, som i daglig tale og uagtet Grundlovens ord om ejendomsrettens ukrænkelighed hylder kønskvotering i blandt andet private selskabers bestyrelser.

Argumentet er dels noget millimeter-demokratisk fnidder, dels at kvinder angiveligt skulle være i besiddelse af særligt nyttige tilbøjeligheder. Det hedder, at kvinder har gode sociale egenskaber, er kreative, nytænkende, empatiske, omsorgsfulde og meget andet godt.

Tjaah, så er spørgsmålet er bare lige, om ikke det er en myte? For det er jo også almindeligt kendt, at kvinder er forfængelige og har en uproduktiv trang til at styre, kontrollere og bestemme det hele. Det får de som regel lov til, for ingen fornuftigt tænkende mand orker at gøre modstand – for det nytter alligevel ikke noget.

I den forløbne uge har vi blandt andet set SF’eren Pernille Vigsø Bagge gå amok i en sand østrogenrus, fordi hun ikke blev minister. I såret forfængelighed var hun klar til at ødelægge både parti og et godt personligt valgresultat. Men Villy kender sine kvinder, så med en post som gruppeformand fik forfængeligheden sit skålpund kød, og Pernille faldt – undskyld udtrykket – til patten.

Nu er der jo dem, som mener, at det ville have været en sand barmhjertighedsgerning over for gamle Danmark, hvis SF var gået op i sømmene – men også det Konservative Folkeparti oplevede i ugen en kvindes vrede, da folketingskandidaten Dorte Jepsen fra Himmerlandskredsen forlod den synkende skude med et ordentligt smæk med døren – bare fordi hun ikke havde fået stemmer nok.

Sandheden er jo, at samfundet vil være mere fredeligt og bedre tjent med nogle af de egenskaber, som jeg betragter som typisk maskuline. Lidt godmodigt nåh-ja-det-går-jo-nok-og-vi-skal-alle-være-her, lidt mere dovenskab og seen gennem fingre med andres fejl samt ikke mindst mænds evne til at adlyde en ordre – uanset om de er enige eller ej.

Det hævdes ofte, at mænd er konkurrencemindede – men for at forstå det, er det vigtigt at forstå, at for mænd er konkurrence blot en samværsform, hvor der er plads til både vindere og tabere samt ikke mindst den vigtige håneret, der jo af kvinder betragtes som afskyelig mobning – men som de selv praktiserer på den mest ondskabsfulde måde, når veninderne skal bagtales.

I det kvindelige univers er planlægning alfa og omega – også selv om mange af livets forhold ikke kan planlægges. Her er mændenes dovenskab er en gevinst for samfundet. For dels er der jo ingen grund til at gøre arbejdet to gange, dels bryder vores verden ikke sammen, når tingene ikke går som planlagt. Og selv om man i samfundsdebatten sommetider kunne få det modsatte indtryk, så kan uheld og ulykker altså ikke undgås. Den slags sker – og det må vi bare acceptere som et livsvilkår. Mænd tror på skæbnen, tager livets små genvordigheder med stoisk ro – og det gør unægtelig den mandlige tilværelse nemmere.

Kunne man forestille sig et militært system med personer som Pernille Vigsø Bagge eller Dorte Jepsen? Næppe, det ville jo kapitulere øjeblikkeligt, hvis enhver ordre skulle gøres til genstand for forfængelighedens uproduktive debat. Undskyld mig, men verden bryder altså ikke sammen, selv om man ikke kommer i Folketinget eller får en ministerpost.

Tværtimod har jeg endda lyst til at sige. For uden ministerpost bliver der altså mere tid til at være sammen med gutterne i skurvognen over en hyggebajer eller to.

Når sandheden skal frem, så er denne artikel fyldt med voldsomme generaliseringer. I virkeligheden er der nok ikke så stor forskel mellem kønnene – og derfor er spørgsmålet om fordelingen af mænd og kvinder heller ikke særlig væsentlig eller interessant.

For mig at se er det et større problem, at landet nu har fået en regering, hvor næsten alle ministrene har en akademisk baggrund, og over halvdelen af dem i realiteten ingen erhvervserfaring har. Her er der et alvorligt problem, for det afspejler ikke befolkningen - og det i værre grad end den skæve kønsfordeling. Gad vide om nogen af de fremadbrusende cand. polit.’er og cand. jur.’er mener, at der er behov for kvotering på dette område?