Når (kultur)radikale, (folke)socialister og andre (bedre)videre skal vise deres hovmod og give udtryk for deres foragt for den gemene befolknings drømme og håb, sker det ofte ved at vrænge på næsen og udbryde, at den slags mennesker drømmer om et Morten Korch-samfund.
Jeg har aldrig helt forstået dette argument. For hvad er der egentlig i vejen med Morten Korchs verdensbillede – dette danskernes svar på hinduernes Nirvana?
For livet i Morten Korch-samfundet er nu ikke så ringe endda – selv om det selvfølgelig kompliceres af litterære forviklinger – uden at jeg i øvrigt vil tage stilling til den litterære værdi af forfatterskabet.
Jeg ved, hvad jeg taler om – for jeg bor selv i den mest herlige Morten Korch-idyl på Øland mellem fjord og hav i et dejligt gammelt hus fra 1852, lige hist hvor vejen slår en bugt i en dejlig lille landsby med gadekær. Jeg har stokroser i haven, og jeg finder stor fornøjelse ved at dyrke mine egne grøntsager – for hvorfor skal jeg købe giftige og sygdomsbefængte spanske og tyske agurker, når vi selv producerer ganske glimrende agurker i Danmark? Pudsigt nok er alle – uanset politisk ståsted og på tværs af forestillinger om en globaliseret og multikulturel verden – enige om, at danske jordbær nu alligevel smager bedre end de udenlandske.
Lad os tage en rejse til samfundet, som Morten Korch beskrev det. Her er der fred og idyl og ikke så meget stræberi, for her kender enhver sin plads – men der er plads til alle. Derfor er der heller ingen tabere eller såkaldt socialt udstødte. Tænk sig, hvis mindre produktive, skæve eksistenser som Peter Malberg var integreret i samfundet – i stedet for først at hæfte en diagnose på dem, så udsætte dem for specialundervisning, socialrådgivere og psykologer og til sidst anbringe dem på en institution eller en såkaldt socialpædagogisk boform. Det er tortur, det er ynkeligt , og det er udtryk for, at vi menneskeligt set har spillet fallit i det nuværende såkaldt moderne, højteknologiske samfund.
I Morten Korch samfundet er overlæger og advokater ædle, uegennyttige og hæderlige mennesker og ikke teknokrater – som regel spillet af Emil Hass-Christensen. Hvornår har vi sidst set en dansk advokat omtalt som ædel, uegennyttig og hæderlig?
I Morten Korchs verden kan man tydeligt se forskel på gode mennesker og så skurken. I dagens Danmark er det unægtelig lidt svært - med de politikere, vi har. Vil man i verden frem, hjælper det ikke med ærligt og hårdt arbejde. Det er blevet moderne at bryde alle sociale normer for anstændig opførsel og sige ”fuck janteloven” og så blive udnævnt til årets erhvervsleder, som det skete i Stein Baggers tilfælde. Vel er der klasseskel i det korchske samfund, men overklassen forstår som regel, at privilegier forpligter – og opfører sig derfor dannet, med værdighed og ansvarlighed.
Læg mærke til, at i Morten Korch-land fungerer den kollektive trafik. Tog og busser går generelt til tiden – og skulle der være forsinkelser, så er det bare fordi chaufføren har drukket kaffe, mens han ventede på Maren, der jo skal med bussen for at nå en vigtig aftale. Enhver, der har prøvet det københavnske helvede af bybusser, må gå ind for den slags kollektiv trafik, der fungerer på den enkelte og ikke systemets betingelser.
Det taler bestemt også til Morten Korchs fordel, at der ikke findes computere og mobiltelefoner i hans univers. Her er der tid og råd til ægte samtale – og hvis man vil noget, så kigger man da forbi og fortæller det over en øl eller en kop kaffe – i stedet for at sende en kryptisk SMS. Hos Korch skal de heller ikke bruge tid på at genstarte handlingen, fordi computeren har begået en ulovlig handling eller har fået virus og lige skal genstartes.
I det Morten Korchske samfund vokser børnene op sammen med de voksne og bliver ikke anbragt i børnehaver og SFO’er. De får lov at arbejde på gården og får et naturligt forhold til at omgås voksne mennesker. Samtidig vokser børnene op i et samfund, der er tæt sampagt med naturen. De er dus med himlens fugle – og de ved, at mælk kommer fra en ko, og æg bliver lagt af høns.
Jeg har naturligvis gemt det bedste til sidst. Hos Morten Korch har de tid til med passende mellemrum at bryde ud i sang – allerbedst selvfølgelig med Poul Reichardt, der om nogen var dus med himlens fugle, men mindre kan også gøre det.
Glemte jeg at nævne, at i Morten Korchs verden er det altid solskin og godt vejr?
Det er ikke Morten Korch, der er noget i vejen med. Det er alle disse sure, bedrevidende fine mennesker, som aldrig er tilfreds med det, de har, som har et problem. Som ikke synes flæskesteg, rødspætter, persillesovs og tarteletter er godt nok – men som falder på halen for alt udenlandsk og straks skal kopiere det. Som laver reformer og ændrer tingene, fordi forandring er et mål i sig selv. Folk som tror på, at vi bliver lykkeligere, når vi får mere uddannelse og flere penge.
Nej, fri os – lad os være i fred med vores håndbajer ved landsbyens gadekær.