Nordjyske Stiftstidende 28. november 2013:  

Jeg undskylder...

Jammerbugts borgmester Gade har tilsyneladende misforstået sin rolle som borgmester og forventer en undskyldning, fordi jeg højlydt har dristet mig til at beskylde en af kommunens talrige medarbejdere for uduelighed i forbindelse med, at min kone skulle have nyt pas.

Kort fortalt ville medarbejderen ikke bruge vort medbragte pasfoto, men henviste til kommunens egen fotoautomat.

En undskyldning kan naturligvis ikke komme på tale - tværtimod. For det er nødvendigt, at vi får gjort op med en administrationskultur, der belønner magtfuldkomne skrankepaver. I det konkrete tilfælde, hvor medarbejderen var totalt argument-resistent, fordi hans skærm fortalte ham, hvad han skulle mene. Det er den kaliber af offentlige telefonsvarer-ansatte, som bringer den sagesløse befolkning på desperationens rand og forårsager depressioner, selvmord og almindelig ulykke. Selv i den kommunale administration bør man dog kunne tænke selv.

Jeg bad om et begrundet afslag i henhold til sagsbehandlingsloven. Dette kunne ikke lade sig gøre – og i øvrigt fortsatte slendrianen og udueligheden, da vi senere modtog passet – og det da viste sig, at konens navn var stavet forkert.

Så det vil jeg ikke undskylde. Men jeg undskylder gerne over for kommunens skatteydere, at jeg forleden stemte på Mogens Gade. Jeg forventede, at en stærk Venstre-borgmester som skatteydernes fornemste repræsentant ville være garant for at rydde op i kommunal slendrian, papirnusseri og pengespild. Jeg havde en klar forventning om, at vi i de kommende år vil opleve massive besparelser, serviceforbedringer og lavere skatter – med vækst og livsglæde til følge.

Det kan jeg nu se ikke vil blive tilfældet. Borgmesteren vil behagesygt hellere nusse de ansatte bag ørerne i stedet for at skabe respekt og disciplin bag de uendelige papirbunker.  Den slags bliver skatten ikke lavere af – og det viser sig, at Danmarks liberale parti endnu en gang svigter den liberale sag.

For resten savner jeg svar på de spørgsmål, jeg rejste i forbindelse med ”På kanten”. Hvorfor kan kommunen ikke modtage digitale fotos via e-mail i en tid, hvor alle offentlige ydelser ellers skal digitaliseres? Hvorfor kan vi ikke få oplyst de tekniske standarder for fotos til pasbrug? Og hvorfor skal kommunen tage levebrødet fra landets fotografer og fotohandlere ved at have en fotoautomat?

Jammerbugt kommune har demonstreret, at det var en stor fejl, da pas-ekspeditionen gik over til kommunerne. Jeg vil foreslå, at man hurtigst muligt overdrager dette hverv til landets fotohandlere og fotografer. Det vil støtte en betrængt branche, give en bedre og mere borgernær service – og så er jeg sikker på, at fotografer, der som bekendt selv skal tjene til udkommet uden at malke skatteyderne, vil lave færre fejl end kommunen.

 

 

 

Retur

 

 

 

© 2013 • Jesper Hansen • Nørremarksvej 6 • Øland • 9460 Brovst • Telefon 98130201 •  Mobil 29390365  •  Mail