Morgenavisen Jyllandsposten 3. juni 2011:  

Stop Greenpeace nu

Greenpeace er tilbage i Grønland i forbindelse med sommerens olieboringer. Det bekræfter det gamle ord om, at en forbryder altid vender tilbage til gerningsstedet.

For sjældent har nogen voldt Grønland og den grønlandske befolkning så meget ondt og så voldsom og ubodelig skade som netop Greenpeace med sælkampagnerne i 1970'erne. Organisationen nærer et indædt had mod al menneskelig aktivitet i Arktis og placerer sig dermed i første række af organisationer, som kæmper mod oprindelige folks historiske ret til deres territorier.

Problemet er - ud over Greenpeaces mafiametoder og totale foragt for demokratiets institutioner - at organisationen ønsker et såkaldt moratorium, som forbyder stort set al erhvervsmæssig aktivitet i Arktis. Dette moratorium vil i praksis lede til folkeforflytninger i alle beboede arktiske områder, da ethvert erhvervsgrundlag forsvinder.

 

Næppe tilfældigt
Det vil være et overgreb, som langt vil overgå Danmarks og USA's overgreb mod Thule-befolkningen under Den Kolde Krig. Sandsynligvis skal man tilbage til Nazitysklands og Japans folkefordrivelser i de besatte områder under Anden Verdenskrig for at finde noget tilsvarende. Det er næppe tilfældigt, for Greenpeace deler jo nazisternes foragt for demokrati og anderledes tænkende. Greenpeace-aktivisterne provokerer bevidst myndighederne til at gribe ind med voldelige metoder, så man kan opnå sympati i en folkeopinion, der i dag lettere end nogen sinde lader sig styre af følelser og ikke fornuft.

 

Ulovlige metoder
Det bør imidlertid ikke afholde danske myndigheder fra at gribe håndfast og resolut ind mod Greenpeace og organisationens ulovlige metoder. Kampen mod piraterne ved Afrikas Horn viser, at situationen blot vil forværres ved en fortsat laden stå til.

Sidste års stilfærdige løsning på det grønlandske Greenpeace-problem viser, at det ikke er tilstrækkeligt blot at pågribe og udvise forbryderne.

Man må nødvendigvis beslaglægge organisationens helikoptere og skibe - og forelægge de skyldige store erstatningskrav for alle de omkostninger, som organisationen påfører rigsfællesskabet.

For resten vil jeg foreslå, at myndighederne overvejer at bruge de redskaber, der findes i rockerlovgivningen mod Greenpeace.

For organisationen begår jo organiseret kriminalitet og minder på alle måder mest af alt om en rockerklub.


 

 

 

Den grønlandske tegner Robert Holmene sendte mig efterfølgende denne lille stribe som en slags opbakning til mit synspunkt. Det takker jeg ærbødigst for.

 

 

 

 

 

 

Retur

 

 

 

© 2011 • Jesper Hansen • Nørremarksvej 6 • Øland • 9460 Brovst • Telefon 98130201 •  Mobil 29390365  •  Mail