Her på kanten til et nyt år spekulerer jeg på, om klummen måske skal omdøbes til ”på grænsen”1). For det bliver jo på grænsen, at vi mødes i det nye år.

Hos Calle, Duborg og Fleggaard mens vi forsvarer os mod de byger af ondsindede forbrugsafgifter, som rammer landet som en byldepest fra den 1. januar.

Den siddende regering nærer et indædt had mod enhver form for selvstændig foretagsomhed. Ved at hæve det danske prisniveau op over konkurrenternes, tvinger man arbejdspladser fra gamle Danmark til Tyskland. Landet vil om føje år stå som en rygende ruinhob, der giver ordet Udkants-Danmark helt ny mening – for Danmark vil blive forvandlet til en europæisk udkant, der leverer pendler-arbejdskraft til Hamborg og Ruhr-distriktet.

Det værste er, at mange af de nye afgifter begrundes i et velment ønske om, at danskerne skal leve sundere i et bedre miljø. Det er selvmodsigende, for hårdt arbejde er i virkeligheden det mest sunde og meningsfyldte, der findes, især hvis vi begynder at arbejde på gammeldags facon i stedet for at overlade arbejdet til forurenende og CO2-spyende robotstøvsugere.

Jeg får kvalme, når alle disse socialistkvinder befamler mig i deres ækle omsorg for min sundhed. Det fylder mig med væmmelse, afsky og lede, når andre vil blande sig i mine personlige valg. Det gør mig harm, når jeg skal være med til at betale for en sundhed, som jeg ikke vil vide af. Jeg føler mig misbrugt og intimideret og forstår simpelthen ikke, at mennesker kan have så stort et ego, at de alene mener at vide, hvad der er godt for andre.

Et godt gammelt værtshusråd lyder: ”Hvert bord passer sit” – og det skal være min opfordring til den moralske majoritet, der i øjeblikket dominerer den offentlige mening og den gode smag.

Forresten har disse velmenende damer i den forløbne uge vist, at de også er dummere end verdens største fugl, der netop ikke er kendt for store begavelse. Bare vi gemmer tobakken væk, så holder danskerne op med at ryge, synes ræsonnementet at være – akkurat som strudsen stikker hovedet i busken. Men igen et forslag som viser foragt for den personlige frihed, og som selvfølgelig skal betales af det betrængte erhvervsliv.

Heldigvis finder mange danskere sig ikke i den behandling – og den månedlige tur til grænsen efter billig sukker og øl har gennem tiderne taget lidt af trykket, så vi indtil nu har undgået voldsomme opstande. Men skulle det komme, vil det blive døbt jysk forår – akkurat som vi har set i de arabiske lande, hvor trykket fra diktatorerne er blevet for stort.

Anderledes har det været i blandt andet Norge og Sverige. Jeg ved det, for jeg har boet tre et halvt år i Norge. Her er afstandene så store, at man ikke bare kan smutte til grænsen efter billige varer. I Sverige og Norge har afholdsbevægelsens mørkemænd og pietister altid haft et stort ord at sige - og hjemmebrænderiet er derfor blevet et folkeligt symbol på individets oprør mod systemet. Den gode hjemmebrænder forfølges af myndighederne – men nyder status som en frihedskæmper i de små samfund.

Med de kommende afgiftsstigninger i tankerne kan det være fristende også her i lille Danmark at lave lidt hjemmebrændt. Hvis man brænder sin spiritus selv, sparer man turen til Tyskland – og det er faktisk ikke så svært. På min hjemmeside (http://www.dovregubben.dk/detsyderogbobler.html) kan man gratis downloade en e-bog, som fortæller, hvordan man med enkle midler som en plastspand og en dypkoger kan fremstille den fineste fuselfri alkohol med en procent på 65. Jeg skal selvfølgelig gøre opmærksom på, at det er forbudt sådan at tage loven i egen hånd, men endnu er det jo ikke forbudt at være nysgerrig.

Et sådant forbud kan man ellers hurtigt frygte. Det snart forgangne års værste eksempel på statslig formynderi og spild af skattekroner var kampagnen for at få gymnasieelever til at stå op om morgenen. Det kan da aldrig blive samfundets problem. Hvis de dovne unger ikke vil stå op, så lad dem dog sove. Kampagnen kostede skatteyderne 15 mill. gode danske kroner. Jeg spørger mig selv: Hvad bliver det næste? Sikkert et forbud mod neglebideri – selv om vi har al mulig grund til at bide negle her i landet, mens vi venter på, hvad den gode stat finder på næste gang.

Jeg ville så gerne ønske læserne et godt nytår. Jeg håber det bedste for alle – men det bliver et svært år, hvor friheden i Danmark vil have trange kår. Men godt nytår alligevel.

1) Artiklen er trykt i en klumme i Nordjyske Stiftstidende, som hedder "På kanten".