Regeringens og Enhedslistens forslag om en fond for voldsofre er et godt eksempel på, hvordan vi i Danmark gør livet svært for os selv – og at alle gode intentioner forsvinder i et altædende bureaukrati.

Umiddelbart lyder det som en sympatisk ide med en sådan voldsfond. Ganske opfindsomt gør man voldskriminalitet og trafikforseelser til et skatteobjekt og kræver 500 kroner i afgift at alle, der bliver dømt. Pengene skal ikke gå til ofrene, men til en fond, der skal forske og rådgive ofrene – og det er her, kæden springer af.

Jeg fatter simpelthen ikke, at det skal gøres så besværligt. Døm dog forbryderne til at betale den erstatning, som på passende vis udbedrer skaden – og udbetal pengene direkte til ofrene. Hvorfor skal man blande en fin fond og en generel afgift ind i det? Det er overflødigt og helt ubegrundet – med mindre man ønsker mere bureaukrati.

Ingen tvivl om at voldsofre har behov for og krav på erstatning og hjælp, så de kan komme videre efter en frygtelig oplevelse. Og der skal heller ikke herske tvivl om, at jeg betragter voldsforbrydere som noget afskum, der fortjener hele registret fra den spanske inkvisition inklusive gildning, grillning, gloende tænger og garotte.

Men hvorfor skal erstatningerne gå til at beskæftige psykologer, socialrådgivere og forskere – som om disse erhvervsgrupper ikke har deres på det tørre? Det ville dog være mere indlysende, hvis pengene går direkte til voldsofrene – som så kan bruge erstatningen til en psykolog eller en flaske god vin alt efter deres eget behov.

Med voldsfonden skabes endnu et offentligt departement, der ikke har nogen som helst økonomisk interesse i andet end at fastholde ofrene i offerrollen. For sådan fungerer det jo. Hvis ofrene bliver selvhjulpne, har de jo ikke brug for al den offentlige omsorg – så den situation vil man for alt i verden undgå fra de ansattes side.

Jeg vil vædde på, at om føje år vil medarbejderne i voldsfonden barsle med en rapport, der viser, at hvis ikke fonden får tilført yderligere midler, vil man blive nødt til at skære ned der, hvor man gør mest gavn.  Det er jo et gammelt trick inden for offentlig forvaltning. Man udvælger altid det område, hvor besparelser vil gøre størst skade – for med velmenende politikeres hjælp at undgå besparelserne.

Voldsfonden vil sikkert også få ansat en spindoktor, der forsyner medierne med gode historier, som dokumenterer konsekvenserne. For dagens journalister er jo også velmenende budbringere, der altid er på de betrængte offentlige funktionærers side. Man vil henvise til massive opgavebyrder, lange sagsbehandlingstider og utilstrækkelig rådgivning – og velvillige politikere vil næppe modstå mediernes pres om handling. Afgiften på vold sættes op – og endnu flere ansættes til at lave det samme arbejde.

Hvad der er endnu mere betænkeligt er, at de ansatte i en sådan voldsfond jo ikke vil have noget som helst incitament til at begrænse kriminaliteten her i landet – for de vil jo være direkte økonomisk afhængige af, at der fortsat er idioter, som går rundt og slår folk ned. Jeg vil derfor påstå, at den kommende voldsfond kommer til at virke stik modsat alle de gode intentioner.

For sådan fungerer den danske velvilje til at løse problemer. Pengene havner altid de forkerte steder, fordi danske politikere har en tyrkertro på, at tilskud, omfordeling og offentligt ansatte er løsningen på alle udfordringer. Et godt eksempel er det nye udkantsministerium, der er skabt i den bedste vilje – men som hidtil ikke har givet andet resultat, end at der er blevet endnu flere ansatte i den københavnske statsadministration. Endnu er det i hvert fald ikke blevet lettere at bo i Udkantsdanmark.

Det er helt i orden at ville støtte – men måske man i fremtiden snarere skulle støtte det danske samfund ved at lette byrderne. Det er jo sådan, at ud af hver eneste støttekrone, går der altid en stor procentdel fra i admininistration – og det giver en dårlig udnyttelse af støttekronerne.  

Så jeg synes, at det vil være en god ide, hvis regeringen og Enhedslisten går tilbage til forhandlingsbordet – glemmer forslaget om en voldsfond og forbedrer mulighederne for store og direkte erstatninger i voldssager i stedet. Måske det endda endelig vil lykkes regeringen at få en vindersag?