Forleden aften tog jeg Tintin-hæftet Flight no. 714 til Sydney med i seng som godnatlæsning. Det var som sædvanlig en stor oplevelse, og det giver anledning til nogle betragtninger om pris og kvalitet.
Jeg fik hæftet, da det udkom i 1968. Far gav mig det på Hobro banegård, fordi jeg på egen hånd skulle rejse over til farmor i Vordingborg. I følge prismærket, som stadig sidder på hæftet, har det kostet 9,50. Jeg har på fornemmelsen, at det vist var en voldsom sum for et tegneseriehæfte på et tidspunkt, hvor den slags knapt nok blev betragtet som kunst.
Men ser vi på brugsværdien, er det nok en af de allerbedste investeringer, der nogensinde er foretaget. For de knap 10 kroner er jeg nu blevet underholdt i en time mindst et par gange om året i 39 år.
For det er nemlig en helt igennem fantastisk fascinerende historie, der holder vand den dag i dag i 2007. Morsom, sprudlende, spændende på en gang. Gennemresearchet og fortalt med et overskud som fanger, selv om man kender historien og tegningerne til hudløshed. Og som det kræves i serier med en cliffhanger nederst på hver side. Forståeligt nok tog det også fire år at skabe Flight 714, som vi kendere kalder den. Da serien blev offentliggjort i Belgien i 1966 var det fire år siden, at man sidst havde hørt til Tintin. Det var med Det gådefulde juveltyveri, som forresten også er en fuldstændig barok og morsom historie.
Tilbage til prisen. I følge Danmarks Statistiks prisberegner svarer 9,50 i 1968 til cirka 66 kroner i dag. Og det er da ikke så slemt, men det dækker jo heller ikke hele sandheden. For der skal jo også tages hensyn til det generelle velstandsniveau, timepriser og så videre. I øvrigt koster hæftet i dag 80 kroner fra forlaget, hvilket svarer til en forrentning på godt 800% over 40 år. Det er vel fornuftigt, men ingenlunde en guldgrube.
Men set i lyset af, at jeg samtidig er blevet underholdt i mindst 80 timer, ja, så begynder regnestykket jo at se anderledes ud. Hvis vi for eksempel sætter prisen for at blive underholdt til 30 kroner gennemsnitligt over hele perioden, så kan vi lægge 2400 kroner til de 80 kroner ,og så begynder vi at tale big business.
Nå, det var bare et tankeeksperiment, for dybest set kan man ikke sætte kroner og ører på kultur - selv om det er i tråd med tidsånden.
Det i sig selv kunne så være en god anledning til at kommentere gårsdagens Folketingsvalg, men det er alt for banalt. Nu vil jeg gå i seng med det sidste rigtige Tintin-hæfte: Tintin og Picaroerne, som udkom på dansk i 1976, og som Herge altså brugte næsten syv år på. Så vidt jeg husker var det forresten i Hjemmet, at Picaroerne blev bragt første gang på dansk. Seks tørfisk til Hergé.