Pressen ynder at omtale sig selv som den fjerde statsmagt – og noget skal der nok være om snakken.
For når det kommer til den rå magtudøvelse er pressen akkurat lige så arrogant, egenrådig, hensynsløs, forfængelig og overbevist om egne fortræffeligheder som adskillige beton-socialdemokratiske bykonger tilsammen – og med en dømmekraft så ædruelig som en enkelt Venstre-bykonge i Farum.
I vore dage nøjes pressen jo ikke med at referere magtmisbruget. Man dømmer også – og når pressen først har fået næsen i sporet, kan end ikke ti vilde heste få journalisterne til at stoppe op og spørge sig selv, om den valgte vinkel er den rigtige.
Pressens magt ligger i, at den bestemmer helt og holdent, hvad der er på dagens dagsorden – og ikke mindst på hvilken præmis, sagerne skal bedømmes ud fra.
2013 har budt på et utal af sager, hvor pressen med fordel kunne have stoppet op under jagten og spurgt sig selv, om det nu var den rigtige vinkel, man havde valgt.
Sommerens agurketid bød blandt andet på en besynderlig debat om kvinders ret til at amme offentligt. Det var en pseudo-debat, for det er vel de færreste, der har noget imod, at unge kvinder flasher deres bryster.
Sagen handler grundlæggende om privates ret til at bestemme på egen matrikel – om en restauratør selv må bestemme, hvem han vil servere for. Problemet består jo i, om det store flertal af almindelige, voksne mennesker kan være tjent med at spise lige ved siden af en bøvsende, ildelugtende og skrigende baby. Glæden ved babyer er jo i høj grad en selektiv fornøjelse, der stort set kun deles af småbørnsmødre og deres mødre og bedstemødre.
Historien burde være kvalt i fødslen ved at spørge, om det nu er et væsentligt samfundsanliggende, at en lille flok militante venstrefløjskvinder kæmper for retten til at tage deres sagesløse afkom med på værtshus – uagtet at resten af samfundet er enig om, at værtshuse bestemt ikke er for småbørn.
Senere på året faldt pressen over Løkkes flybilletter til en lille rund million. Det var heller ikke nogen pæn historie – og jeg håber da, at den ellers folkelige Løkke har fået noget at tænke over. Men i pressens iver for at fælde Lars Løkke overså man bare, at det væsentligste spørgsmål er, at et flertal i Folketinget har godkendt, at tredive millioner gode danske skatteyderkroner årligt bliver sendt til en koreansk pamperorganisation.
Havde pressen fokuseret på dette spørgsmål, som er mere væsentligt en Løkkes rejseri, kunne enden på historien måske være blevet, at loven om bestyrelsesansvar blev udvidet til også at omfatte folketingsmedlemmer, så vi – de danske skatteydere – kan gøre folketingsmedlemmer ansvarlige for urimeligt sløseri med danske midler.
Tilsvarende da klovneministeren blev fældet. Her var det mindste problem, at ministeren støttede sin bøssevens klovneskole ved at holde overdådige ministerielle middage på skolen. Det helt store problem var i virkeligheden, at der var et Folketing, der havde godkendt, at danske skattekroner går til en klovneskole.
Senere på året solede DR sig i skjult kamera, usmagelig selvfedme og farisæisk fordømmelse ved at afsløre såkaldte skattesnydere, der med loven i hånd forsøgte at forsvare deres surt sammensparede sparepenge.
Medierne stak mikrofonen op i snuden på politikerne og en nu forhenværende skatteminister, der refleksmæssigt svarede, at de selvfølgelig vil gøre noget ved sagen.
Igen var præmissen forkert. DR burde i stedet have sat fokus på et umenneskeligt skattesystem og et tårnhøjt skattetryk, der tvinger landets mest kreative og driftige mennesker til at svigte deres fædreland.
For nylig viste en undersøgelse, at antallet af danskere, der ser nyheder på TV er i frit fald. Det kan nu ikke undre, når man ser, hvordan TV især varetager nyhedsopgaven - med belærende eksperter, venstresnoede og partiske journalister, speedsnakkende oplæsere, der ikke taler et ordentligt dansk, ignorante interviewere, alt for skarpe vinkler, statistisk fusk og så videre.
Vi har brug for en fjerde statsmagt – men det skal være en presse, der er sig sit ansvar bevidst og siger sandheden, hele sandheden og ikke andet end sandheden. Hellere gøre tingene ordentligt end at sætte dagsordenen.
Pressen bør i det kommende år reflektere over sin plads i systemet – for lærer pressen ikke at styre sig, har den forspildt sin chance, og danskerne vil vælge nyheder fra til fordel for internettets gratis rygtesmederi, lynchjustits og kändis-slam. Og så kan det i øvrigt være ligegyldigt med både den lovgivende, den dømmende, den udøvende og den fjerde statsmagt.
Godt nytår.