Verden er fuld af fejl – og så længe de fleste af dem går på to ben, skal vi nok ikke gøre os håb om en fejlfri verden. Derfor er det godt, at minkavlerne har sat spørgsmålstegn ved den danske fejlfindingskultur og nul-tolerancen over for erhvervet.
Minkskind er en af landets helt store eksportartikler og med til at skabe grundlaget for vor luksustilværelse med smartphones, den årlige chartertur, villa, vovse og verdens største offentlige sektor. Så i stedet for at kritisere minkavlerne burde vi give dem en medalje.
Men nu er det jo ikke bare minkavlerne, der lider under fejlfindingskulturen – det er hele samfundet og hver enkelt borger i det ganske land. Hver gang noget går galt, er der jo straks en uskøn blanding af media, politikere, jurister og kværulanter, der kræver undersøgelser, lovinitiativer og død over de ansvarlige. Det er dyrt, samfundsnedbrydende og i det hele taget temmelig træls at høre på. Resultatet er som regel nye uheld, utilsigtede bivirkninger og mere papirnusseri.
Måske skulle vi i stedet glæde os over, at der sker uheld. Måske er der en højere mening med uheld. Selv om det er synd for de pårørende, er det måske alligevel det bedste, når Brian afgår ved en pludselig død, fordi han spiller russisk roulette – eller kører for hurtigt på motorcyklen. Måske har det aldrig været meningen, at netop Brians uheldige gener skulle gives videre til kommende generationer.
Uden i øvrigt at være særlig religiøs vil jeg påstå, at der sikkert er en dybere mening med mange af uheldene – og at vi kun gør livet besværligt for os selv, når vi etablerer et hav af regler for at undgå dem (og ikke et ord om knivloven i den sammenhæng).
Når vi kræver en perfekt tilværelse – hvor der ikke begås fejl og hvor der ikke sker ulykker – er det udtryk for, at vi har forkastet tilfældet, skæbnen, skaberværket eller Gud for den sags skyld. Vi er optaget af det perfekte liv og det perfekte menneske. Vi skal være pæne, vi skal være tynde, vi skal være sunde – og vi skal leve et langt liv. Men vi glemmer forskelligheden – at vi stigmatiserer alle dem, som vil det anderledes eller ikke evner det.
Vi stiller store krav til os selv, til samfundet og ikke mindst til vore unge. Hvis det er nødvendigt at tage nervepiller for at bestå studentereksamen, tror jeg, at det vil være bedst for alle parter, hvis den unge fandt et andet grundlag for tilværelsen.
Vi har bildt os selv ind, at uden en ungdomsuddannelse går livet i stå – og derfor skal alle have en sådan. Helst med topkarakter. Det har givet en folkeskole, hvor ungerne testes i det uendelige – i stedet for at lege ude i skoven (med chancen for brækkede lemmer, snitsår og en lykkelig barndom). Hvorfor ikke acceptere, at en lang boglig uddannelse ikke nødvendigvis er lykken for alle? Jeg er i hvert fald glad for, at jeg ikke er ung i vore dage.
Nu er fejlfindingskulturen jo ikke bare udtryk for ønsket om en fejlfri verden. En del af trangen til at finde fejl ligger i et politisk system, hvor politikerne i mangel af et anstændigt program, fantasi og moral profilerer sig på at kritisere andre. Derfor får vi milliondyre undersøgelseskommissioner, der skal granske fejl og mangler under Irak-krigen. Det er spild af penge – for uanset at der skete fejl – vil der altid være politikere, der er villig til at trække krigskortet – og andre, der bagefter vil kritisere det.
Det nytter bare ikke at betragte og bedømme fortidens begivenheder med vore dages viden og erfaring.
Jeg har det helt fint med Irak-krigen – selv om jeg i øvrigt er meget skeptisk over for, at Danmark blander sig i andre landes indre forhold og vice versa. Vi slap af med en diktator. Desværre er der en tendens til, at diktatorer bliver erstattet af andre diktatorer – og i store dele af verden har de for resten ikke vore høje krav til menneskerettigheder, så måske var det bedst, at vi var blevet hjemme.
Men sket er sket – og det er i hvert fald spild af penge og gode kræfter at undersøge det yderligere. Lad os glædes over, at Saddam er væk. Var det en fejl, at vi gik med i krigen, så var det i hvert fald en fejl med et positivt resultat.
Og sådan er det. Sammen med dovenskab, elskov og begær er fejl jo den største kilde til kreativitet og nyskabelser. Var det ikke for et uheld , ville verden aldrig have set hverken tyggegummi, chips eller corn-flakes.
Uanset hvor meget vi anstrenger os, vil Murphys lov altid gælde: Hvis noget kan gå galt, går det galt – og hvis det ikke går galt, var det bedst, om det var gået galt.
Tilbage står blot at ønske god pinse i den kommende uge. Pas godt på pinsen, for vi ved ikke, hvor længe vi har den med en flok kultur- og historieløse politikere ved magten.