Jeg er dum! Eller snarere: Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg bliver betragtet som dum, når telefonen ringer – og en speedsnakkende københavner med dissonal overgangsstemme prøver at påprakke mig et abonnement, en forsikring eller en ny mobiltelefon.

Hver eneste gang indvender jeg forsigtigt,  at jeg under ingen omstændigheder køber noget som helst over telefonen. Alligevel fortsætter manden sin maniske snak i et slag, der på forhånd er tabt. Hvorfor dog? Jo, det kan da kun være fordi, han mener, at han er smartere end mig. Altså må jeg være dum i hans øjne.

Jeg er dum! Det mener de tilsyneladende hos McDonalds. Hver gang, jeg bestiller en BM (Det betyder Big Mac – og ikke Body Mass), spørger sælgeren altid: Skal det være en menu? Nej, det da ved Gud i himlen, det ikke skal være. Så havde jeg bedt om en menu! Fat det dog! Hvis jeg ikke beder om en menu, så er det altså fordi, jeg ikke vil have en menu!

Jeg er dum! Det mener de i hvert fald på TV2, når de i 112-udsendelserne hvert femte minut gentager, at hurtig indsats er altafgørende, når patienten får hjertestop. Tænk, det kunne jeg slet ikke selv regne ud.  

Eller når sportskommentatoren manisk nærmest skriger; - Der er scoret! Jatak, det kan vi godt selv se. Det er derfor, det hedder fjernsyn, så kommentatorer er kun relevant for de blinde og dumme.

De politiske kommentatorer i TV – vore dages svar på oraklet i Delfi – har for resten  heller ikke høje tanker om min intelligens, når de forklarer, at politikerne gør, som de gør, for at få flere stemmer. Nå, jeg troede ellers ikke, at stemmetal interesserer politikerne.

Jeg er dum! Sådan må de også tænke – rundt om på landets restauranter, når jeg efter at have studeret spisekortet, bestiller stegt flæsk med persillesovs – og tjeneren, når han har serveret, stiller sig op med næsen i sky og med andagtsfuld stemme fortæller, at på tallerkenen har vi i dag kogte kartofler, stegt flæsk og en sauce, der er spicet op med frisk persille. Vent dog med at fortælle, hvad der er på tallerkenen, til jeg spørger – eller hvis kokken eventuelt har mishandlet retten til ukendelighed.

Jeg er dum!  Ingen tvivl om at landets politikere mener sådan. For der er nærmest ingen grænser for, hvor mange offentlige såkaldte informationskampagner jeg skal udsættes for at få mig til at holde op med at ryge, drikke, smide mad ud, hælde haveaffald i dagrenovationen, tænde op i bunden af brændeovnen, køre for stærkt og hvad forståsigpåere i den offentlige sektor nu ellers mener, jeg gør forkert.

Det er selvfølgelig også lidt dumt af mig, at jeg selv betaler for den slags via skattebilletten, men jeg har ligesom ikke rigtigt noget valg – selv om det med al tydelighed viser, at det politiske establishment af bedrevidende levebrødspolitikere og offentligt ansatte asketer overhovedet ikke interesserer for sig for, hvad jeg mener og tror på.

Men nu har det jo også altid i dette mærkelige masochistiske land været politikernes og de offentligt ansattes privilegium at bide den hånd, som fodrer dem. Det kan man vel ikke fortænke dem i – når de nu får lov…

Det kan godt være, at jeg er dum. Det er sikkert også derfor, at jeg tror på en bedre verden. Og en bedre verden er en verden, hvor menneskene ikke går rundt og betragter alle andre som dumme. Hvor vi med et bibelsk udtryk beskæftiger os mere med splinten i eget øje end bjælken i andres øjne – og hvor hver mand har nok i sit eget. Tænk sig – bare at få lov at være i fred. Det er paradis på jord – hvor svært kan det være?