Først tager man 300 gram sukker og fire æg, som røres til en tyktflydende masse over svag varme. Hvis man er vant til at lave bearnaise og lignende er det ikke så svært, men har man aldrig prøvet det før, så er det en god ide at gøre det i et vandbad, for blandingen skiller altså, hvis den bliver for varm! 2 dl kogt mælk og 50 gram smeltet smør røres i. Herefter tilsættes blandingen 250 gram mel, tre teskeer bagepulver og tre teskeer vanillesukker. Det hele røres forsigtigt sammen og tilsættes eventuelt lidt mere mel, hvis det virker for flydende. Dejen kommes i en smurt bradepande og bages i 20 minutter ved 200 grader.
I mellemtiden kan man lave fyldet, der består af mindst 100 gram kokosmel, 250 gram brun farin, 150 gram smør samt en sjat mælk. Det smeltes altsammen i en gryde. Når kagen er bagt, fordeles massen oven på den varme kage - og det hele får fem minutter mere i ovnen.
Hvis man er en rigtig slikmund, kan man eventuelt lave dobbelt portion af fyldet. Det bliver kagen såmænd ikke ringere af.
Drømmekagen er verdensklasse - og det kan du læse meget mere om her.