Den nordjyske flyafgift er et godt eksempel på det afgifts-inferno, som venter nordjyderne med en kommende socialistisk regering. Her lades alt håb ude. Nu skal de usunde, livsnydende og velbeslåede nordjyder til lommen, så de rødes gavebod til de stakkels københavnere kan finansieres.
Flyafgiften er også et godt eksempel på, hvordan politikerne fra rød blok tilrettelægger afgiftspolitikken, så den ikke rammer dem selv. For sagen er jo den, at hverken Villy, Helle eller Mette betaler deres flybilletter selv – det gør Folketinget og dermed skatteyderne. Som tidligere medlem af EU-parlamentet og nuværende folketingsmedlem er det sikkert mange år siden, at Helle Thorning-Schmidt sidst har betalt en ærlig flybillet selv – så Herregud, hvad betyder 150 kroner på en tur til København?
Fortællingen om flyafgiften er fortællingen om den dobbeltmoral og ragen til sig-politik, som åbenbart er moralsk forsvarlig på venstrefløjen i dansk politik. Resten af befolkningens børn skal gå i en nedslidt folkeskole, mens den socialdemokratiske partiformands børn er så store lys, at de selvfølgelig skal gå i privatskole. Folk, der fifler med skat og moms betragtes som kriminelle – altså bortset fra når det er statsministerkandidaten selv. For så er det jo helt i orden ikke at læse alle de bureaukratiske detaljer med småt.
Den 30. august afslører Nordjyske, at flyafgiften ikke er til debat, men skal gennemføres, hvis de røde kommer til magten. En undtagelse i stil med den for Bornholm kan ikke komme på tale, for Bornholm er en ø. Det er Nordjylland ikke – og på Bornholm kan man ikke komme til og fra arbejde uden at flyve, hævder Thorning-Schmidt. Gad vide, om hun har familie på Bornholm?
For det første er det et notorisk forvrøvlet argument. Nogle kan passe et arbejde uden at flyve, andre kan ikke. Spørg blot de flere hundrede medlemmer af Aalborg Lufthavns flypendlerklub, som dagligt flyver til den københavnske stenbro for pligtskyldigt at passe deres arbejde. Forventer Thorning at de fremover skal bruge seks timer hver vej med DSB?
For det andet er argumentet dybt diskriminerende mod nordjyderne. Hvis ø-argumentet skulle gælde, må det vel også betyde, at vendelboerne skal fritages for afgifter. Sikken en fest, bureaukratiet skal have.
Med den klare udmelding fra Socialdemokraternes formand er det tydeligt, at det er landbefolkningen, som skal betale festen. Glemt er allerede alle de fine ord om at gøre noget for det såkaldte udkants-Danmark. Så i løbet af føje tid må vi sikkert se højere benzinafgifter og et reduceret transportfradrag i øjnene. For med den socialdemokratiske logik kan folk jo bare flytte til København, hvis de vil have næsten gratis kollektiv trafik med afgang hvert femte minut og i øvrigt rage til sig af de mange skattefinansierede kulturtilbud, som hovedstaden er så rig på.
Sammenhængskraften i det danske samfund er mere truet end nogensinde. Forskellen mellem København og Nordjylland bliver stadig tydeligere. Blandt andet fordi politikerne prøver at forme befolkningen i deres eget billede og tvinge alle andre til at leve som dem selv. For en ægte metroholiker som Gucci-Helle er nordjydernes måde at leve på det mest afskyelige og usunde i verden. Så det skal de selvfølgelig holde op med. Og vil de ikke, så skal de i hvert fald – i lighed med rygerne og drukmåsene - være med til at betale konens tilværelse på første klasse i det danske velfærdssamfund.
Tak for caffé latte (kaffe på nordjysk, o.a.), siger jeg bare.