Forleden hørte jeg i et af DR’s utallige telefon/Facebook/SMS-programmer en herre, som fortalte, at der er danskerhad i Grønland.
Jeg bliver så træt, når jeg hører den slags. Jeg troede egentlig også, at udtrykket hørte til en fjern fortid. Jeg har boet i Grønland i fjorten år og har aldrig stødt på noget, der bare tilnærmelsesvis ligner danskerhad. De grønlændere, jeg kender, holder usigeligt meget af både ribbenssteg med sprød svær og rødkål, frikadeller, leverpostej og Dronningen. Folk med så sympatiske tilbøjeligheder kan simpelthen ikke være danskerhadere.
Udtrykket kommer fra en fjern fortid, hvor mange danskere, der ikke lige kunne klare mosten i Danmark, tog til Grønland for at begynde på en frisk. Mange af dem var ikke lige de skarpeste knive fra skuffen – og ofte havde de kun begrænsede sociale kompetencer. Derfor blev de mod forventning ikke ”den store mand i Grønland” og vendte desillusionerede hjem.
Når fiaskoen skulle forklares, var det såkaldte danskerhad en nem begrundelse, som nok kunne få empatien til at samle sig i vort lille land. For er der noget, vi er enige om, så er det, at danskere er så rene i sjælen, at had til vor nation må bero på en total misforståelse.
Ofrene for det såkaldte danskerhad kunne ofte illustrere deres oplevelser på verdens største og dejligste ø med et blåt øje. For mens der i Grønland ikke findes danskerhad, så findes der en udbredt træthed og lede ved danskere, der taler ned til grønlænderne og vil lave om på den fine grønlandske kulturs leveregler.
Sjovt nok går denne lede oftere ud over københavnere end jyder – og det er jo en velkendt kendsgerning, at en københavner i Hirtshals eller Hanstholm nok også render ind i et par øretæver, hvis de begynder at fortælle den danske kystbefolkning, hvordan de skal leve – oven i købet i deres egne værtshuse. Så på den måde adskiller Grønland sig faktisk ikke fra den jyske vestkyst.
Personligt vil jeg hårdt presset heller ikke udelukke, at jeg ind i mellem har vendt det blinde øje til og endda frydet mig, når en af disse kong-gulerods-typer har fået en dragt prygl uden for et grønlandsk værtshus. Så kan de jo lære det, kan de.
Danskerhads-debatten dukker også op en gang i mellem, når danskerne ikke altid kan forstå, at Grønland ikke altid giver udtryk for taknemmelighed over alle de penge, som danskerne sender til Grønland. Især i den seneste tids debat om de grønlandske råstoffer, hvor mange danskere mener, at vi har en ret til den grønlandske undergrund, bare fordi vi sender økonomisk støtte den fjerne del af kongeriget. Hvis den argumentation skulle holde, burde Danmark vel også have retten til undergrunden i alle de afrikanske stater, som har modtaget ulands-bistand.
Den ide er hermed givet videre til Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti. Samme herre deltog for resten også i radioprogrammet om de grønlandske råstoffer. Den fik ikke for lidt på retorikken og kineserskrækken. Sådan er Dansk Folkeparti – og det skal de have lov til.
Men det er alligevel lidt besynderligt, at Dansk Folkeparti er så bange for Kina og kineserne. For sådan som jeg hører det, er der ikke den stor forskel på politikken i Folkerepublikken – og så Dansk Folkepartis drømme om fremtidens Danmark.
I Kina må man ikke tale kritisk om fædrelandet. Lige som Dansk Folkeparti har det kinesiske kommunistparti et yderst pragmatisk syn på statsmagtens begrænsning. Kina har styr på de religiøse fanatikere, blandt andet i Tibet. I Kina er kriminaliteten nærmest ikke eksisterende, fordi politiet og retssystemet slår hårdt ned på kriminelle og asociale. For resten er de fleste kinesere flittige, beskedne, nøjsomme og arbejdsivrige – sådan som danskerne og Dansk Folkeparti gerne ser vort lille land.
Men i det hele taget er den danske debat om råstofjagten i Grønland temmelig trættende. Danmark har jo haft sin besøgelsestid – men har ikke udnyttet mulighederne. Så jeg kan godt forstå, at grønlænderne nu har taget kajakken i den anden hånd og søger udenlandske samarbejdspartnere.
Det er temmelig dumt, når Lars Løkke Rasmussen pludselig foreslår, at den grønlandske råstofudvinding skal lægges i hænderne på et statsligt selskab.
Man skal altså være mere end almindelig politisk tonedøv, når man mener, at det er en farbar vej. Efter alle danske erfaringer med både DONG og DSB må det stå klart for alle, at danske statslige selskaber er totalt uegnede til noget som helst. Og det var da en Guds gave til befolkningen, at man i sin tid var så klarsynet, at olien i Nordsøen blev overdraget til Mærsk. For havde det været DSB, der skulle udvinde olien, lå den stadig dybt begravet under Nordsøens vande, mens pengene fossede ud af statskassen til italienske leverandører.
For resten må man også spørge, hvor Lars Løkke Rasmussen var i 2004, da det Jersey-baserede selskab London Mining (Det er det selskab, som danske politikere og medier for nemheds skyld kalder ”kineserne”) fik rettighederne til Isua – det område, hvor selskabet nu vil bygge den meget omtalte jern-mine til 14 milliarder kroner.
I 2004 havde Grønland stadig hjemmestyre – og i henhold til den dengang gældende lovgivning var Grønlands undergrund et fællesanliggende. Allerede dengang kunne Lars Løkke Rasmussen – uden at krænke hjemmestyreloven – have kørt et statsligt selskab på banen. Men det skete ikke. Hvorfor?
Der er mange udenlandske aktører på banen i spillet om de grønlandske råstoffer. Men det er ikke for sent for danske virksomheder. Så det er bare med at komme i gang – i stedet for at forsinke den grønlandske råstofudvinding med trivielt politisk drilleri i Folketinget.
En forsinkelse vil give dybe skår i samarbejdet i Rigsfællesskabet. Det vil være synd. For Grønland har viljen til samarbejde – men har ikke råd til at vente på, at det danske rundkredspædagogiske demokrati bliver færdig med alle de akademiske diskussioner. Lad os komme i gang – NU.