Her er en variant over créme brûlée, som jeg ellers betragter som en lidt vulgær og kedelig dessert, hvilket især skyldes, at man fik den overalt i de tre år, jeg arbejdede i Norge.
For at variere denne italiensk inspirerede karamalbudding, hvad det jo ret beset er, har jeg skiftet vanillen ud med lakridspulver. Det er måske også lidt vulgært, men ganske overraskende over for dne uforberedte middagsgæst.
Her er så opskriften på fire portioner créme brûlée med lakrids. Varm en halv liter fløde. Imens rører du fire æggeblommer, 100 gram sukker og en-to teskeer lakridspulver sammen. Når fløden er varm, men ikke kogende, røres hele baduljen sammen og hældes i serveringsskåle. Det bages i vandbad en halv times tid i ovnen ved 150 grader. Efter bagningen skal det køles ned i køleskab. Inden serveringen drysses med et tyndt lag rørsukker, som karamelliseres med en créme brûlée-brænder. (Har du ikke sådan en i køkkenet, kan en almindelig gasbrænder til ukrudt såmænd også bruges, men så skal du nok gå udendørs med det! Du kan også bruge ovnens grill-element, men det er den dårligste løsning, for det varmer hele desserten.)