Nu må Corydon på banen. Det står klart, efter at det er kommet frem, at DSB står i møgbeskidte skærver til halsen og er bumlet ind i en merudgift på 600 millioner kroner, fordi selskabet efter en ædruelig betragning ikke er særlig kreditværdig .

Løsningen ligger ligefor. Corydon må sende en SMS til de ansatte i DSB med krav om, at de går 15% ned i løn. Corydon - regeringens eneste mandfolk - er jo i træning fra SAS-krisen i forrige måned. DSB har en samlet lønudgift på cirka fem milliarder kroner – og 15 procents lønnedgang vil nemt og bekvemt give rigeligt til at betale de 600 millioner i renter.

Når der så er faldet ro over skinnerne, er det på tide, at vi får set på jernbanerne og den kollektive trafik med kritiske øjne. Selv om trafikken er kollektiv, bør den jo ikke være fredet. Der skal ryddes godt og grundigt op efter IC4 og den ødelagte Limfjordsbro – for helt ærligt er der meget, der tyder på, at hverken DSBs ledelse eller folketingets politikere er særligt egnede til at drive jernbaner. Og selv om elektrisk tog altid har været populært legetøj blandt raske drenge, tør jeg ikke påstå, at det er kvindernes indtog i politik, der er skyld i, at Folketingets behandling af jernbanens udfordringer ikke virker videre prangende.

Det er decideret tåbeligt og idiotisk at blive ved med at sende gode penge efter de dårlige til den italienske togproducent. Alle i dette land – med undtagelse af DSB’s ledelse og Folketinget  - ved jo, at omhu, præcision og leveringssikkerhed  ikke er den mest indlysende italienske spidskompetence.

Det forekommer også ganske urimeligt, at nordjyderne skal betale til dette landsdækkende underskudsgivende bumletogs-foretagende, der næppe kan holde sig på skinnerne ved egen hjælp. Det seneste år har Vendsyssel været afskåret fra det europæiske jernbanenet – bare fordi ordren på den nye brosektion i det hellige EU’s navn absolut skulle sendes til Polen, hvor et par nordjyske smedesvende kunne have klaret den opgave i en håndevending og uden fejl.

I det hele taget er landets kollektive trafik i en frygtelig forfatning. Dyrere end nogensinde før – og fuldstændigt ubrugeligt for stort set alle uden for de store byer. Det er på tide igen at lade den kollektive trafik blive drevet på kostægte markedsvilkår og tilpasset den enkeltes behov. Vi må lade falde, hvad ikke kan stå, som der står i den gamle arbejdersang. Og bagefter kan vi så starte helt fra bunden igen.

Vi har jo set, hvordan tilskud til flextaxaer og ambulance-kørsel på regionens vegne har ødelagt tasxabranchens tidligere så fine døgnservice og fornemmelse for kundernes umiddelbare behov. I dag vil taxachaufførerne jo hellere sidde at drive den af til overenskomstmæssig løn foran sygehusene – i stedet for at være på gaden for at kapre kunder, der har brug for en hyrevogn her og nu. Det gælder i dagtimerne, hvor det i Jammerbugt kommune ikke kan lade sig gøre at få en ærlig taxa – og det gælder især om natten, hvor det af hensyn til trafiksikkerheden ellers kan være nyttigt nok med en taxi. Det er et smukt eksempel på, hvordan offentlige tilskud og indblanding i løbet af få år kan ødelægge en ellers velfungerende branche med fine traditioner for et endog særdeles frit initiativ.

Så væk med tilskuddene til den kollektive trafik og DSB. Hvis folk vil ud at se, skal de have lov til det – så længe de selv vil betale. Det gør landets privatbilister så rigeligt, hver eneste dag!