- Godaften og velkommen til Bræjkin Nyt. Stasministeren holder i dag pressemøde, og jeg spurgte hende, om hun er holdt op med at lyve for vælgerne.

Svarede hun 1- Ja, det holdt jeg op med, samtidig med at min mand sprang ud – altså fra Eiffeltårnet, 2- Det har jeg aldrig gjort, 3- Man har et standpunkt, til man tager et nyt?

Du har nu et minut til at essemesse dit svar. Så trækker vi lod om en ejpat blandt de rigtige svar. Mens I essemesser, kan vi lige få tid til et indslag fra et sted i Jylland, hvor en flok jyder tidligere i dag demonstrerer mod dyremishandling. Vi skal advare mod meget voldsomme billeder….

Sådan forestiller jeg mig fremtidens TV-nyheder. Og den fremtid er sikkert lige om hjørnet.

Oplæseren fra Bræjkin glemte i øvrigt at fortælle, at demonstrationen var arrangeret af DR i anledning af, at TV2 havde arrangeret en hesteslagtning – selvfølgelig ikke med en rigtig hest, men alligevel…

Medierne – og især de elektroniske – er i øjeblikket inde i et lemminge-agtigt, selvforstærkende kapløb mod afgrunden. Troværdigheden er for længst sat over styr, fordi ingen længere tager den gode, gamle sandhed seriøst. ”Hvorfor skulle vi tale sandt, når ingen andre gør det?”, synes ræsonnementet at være. Billedet af et samfund i totalt forfald.

DR har som bekendt haft sine sager. Jeg nævner i flæng EBH-demonstrationen, foromtalen af statsministerens nytårstale – og Borgen hører vel også til i den her genre. En særlig ondartet udgave af genren er de såkaldte skjult-kamera-programmer, hvor journalister optræder som agents provocateurs og skubber til et væltende læs – alt sammen i nyhedsformidlingens hellige navn.

Ikke bare de landsdækkende media, men også lokale TV-Nord kan være med. I en ellers spændende og oplysende serie, hvor den altid venlige, hyggelige og i øvrigt dygtige Per Jensen spiser sig gennem nordjyske hoteller, fortælles tre historier i en slags fup eller fakta, hvor seeren så skal gætte, hvilke historier der er sande. Det er gøgl – og det er overflødigt tidsspilde.

Sådan i de lidt mere stille stunder beklager mediearbejderne naturligvis, at formkravene til moderne nyhedsformidling er under forandring, som det kryptisk formuleres. Problemet er her, at man mener, at nyheder skal formidles – ikke bare berettes. Seerne, lytterne, læserne er jo som bekendt dovne og dumme og forstår ikke en dyt.

Det er derfor, at vi overfodres med tåbelig TV-journalistik, hvor speaken med dyb stemme og i dramatisk nutid fortæller: ”Den 31. februar 2011 sidder Jens Jensen i sin bil. Pludselig ringer telefonen…” Speaken er ledsaget af billeder af en figurant, der sidder i en bil og pludselig og umotiveret tager sin mobiltelefon frem. Skift til nærbillede af mobilskærmen, ud igen til total, hvor manden tager telefonen op til øret og siger hallo.

Ja, hallo – tror medierne, at vi er dumme? Det kan da bestemt være den eneste grund til, at voksne mennesker bruger tid på at producere den slags åndeligt pygmæstof.

Det er også i den hellige formidlings navn, at alle indslag skal kommenteres af såkaldte eksperter – uden hensyntagen til, at mange eksperter jo har en interesse i sagen. DR har rationaliseret sig ud af dette problem ved at ansætte en række såkaldte korrespondenter, der kan gøre det ud for eksperterne. Dette er det journalistiske Nirvana, hvor journalister interviewer journalister. Så kan det simpelthen ikke være mere interessant.

Fejlen består i, at medierne tænker kvantitativt. Seertal fremfor kvalitet. Jo flere nyheder, jo bedre. De lever i deres egen mikroverden, hvor præmissen er, at offentligheden efterspørger nyheder 24 timer i døgnet. Det er der simpelthen ikke nyheder til, hvis man ikke sætter overliggeren lidt lavt – og måske selv arrangerer nyhederne, eller i det mindste skubber lidt til virkeligheden.

Det har magthaverne også erkendt, og forbruget af såkaldte informationsmedarbejdere og spindoktorer til at producere fiktionsnyheder er voldsomt stigende. Det er tankevækkende, at Dansk Journalistforbunds fagblad i sin seneste udgave kan konstatere, at informationsmedarbejderne det seneste år har oplevet en reallønsfremgang, mens de ”almindelige” journalisters løn falder. Tja, når ikke en gang journalister kan forholde sig til virkeligheden, så kan jo ligeså godt ansætte en flok luksusprostituerede informationsmedarbejdere og spindoktorer til at skabe virkeligheden.

Da sagen om EBH-demonstrationen kørte, gjorde DR’s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup et sikkert velment forsøg på at stoppe dramatiseringen af DR’s nyheder. Den gode sag stoppede i den journalistiske andedam, for kollegerne havde mere travlt med at forholde sig til, hvor vidt han havde ret til at udtale sig – end om det egentlige indhold. Det er også spin – uvist at det er svært at se offentlighedens interesse i den vinkel.

De traditionelle media er inde i en hård konkurrence med de såkaldte sociale media. Her er der ingen, der kvalitativt skelner mellem fiktion og virkelighed. I dette pseudo-univers er der kun en ting, der tæller – og det er antallet af ”likes”. Man kan i øvrigt købe ”likes” i bundter hos visse asiatiske firmaer.

Medierne er inde i en dødedans. Den kan kun standses, hvis man igen begynder at tage brugernes behov og ønsker alvorligt. Og vi ønsker først og fremmest den ubesmykkede sandhed – og intet som helst andet. Og hvis der ingen nyheder er – så spil dog noget musik i stedet for at træde vande på en ikke-historie.

Sommer, vinter, høst og vår – sandheden altid består. Så lær det dog!