Midt i den seneste tids politiske turbulens og valgtummel er det sikkert forbigået mange, at udenrigsminister Lene Espersen den 22. august præsenterede Kongeriget Danmarks arktiske strategi.
Strategien er blevet til i et tæt samarbejde mellem Danmark, Færøerne og Grønland og afstikker rammerne for Rigsfællesskabets fremtidige politik på området.
Det slås blandt andet fast, at man ønsker at udnytte de formodede naturressourcer i området – selvfølgelig med respekt for den sårbare natur – og at alle virksomheder, danske som udenlandske er meget velkommen til at tage del i efterforskningen og udviklingen af Arktis – igen naturligvis under fornøden respekt for naturen og de oprindelige folk.
Set fra Nordjylland er Arktis på kanten – på kanten af verden. I kongerigeperspektiv er de øde ismarker i Nordgrønland virkelig, hvad man kan kalde udkant.
Men for folkene, som bor i landområderne rundt om polhavet ser sagen ganske anderledes ud. For dem er Nordpolen verdens navle.
Arktis dækker mere end en sjettedel af jordens samlede landmasse, hvortil kommer det Arktiske Ocean som de arktiske kyststater grænser op til.
I modsætning til Antarktis, som også har forholdsvis lave temperaturer året rundt, er den arktiske region befolket af mennesker, heriblandt flere end 30 forskellige oprindelige folk, blandt andet inuitterne.
Men de arktiske folk er nu ikke ene om at betragte nordpolen om ikke som verdens navle, så i hvert fald et område af strategisk betydning. Der er mange lande og statsdannelser, blandt andre Kina, Frankrig, Brasilien, Sydkorea, Italien og EU, som i øjeblikket har en intens interesse rettet mod Arktis – og ikke mindst de mange ressourcer, som man forventer ligger i området. Desuden har Arktis været genstand for betydelig interesse fra mere eller mindre rabiate miljøorganisationer, blandt andet Greenpeace som har gennemført adskillige illegale aktioner ved Grønland.
Arktis er altså et område med betydeligt internationalt sprængstof – og det var baggrunden for, at de fem kyststater – USA, Rusland, Canada, Norge og Danmark i 2008 på dansk/grønlandsk initiativ vedtog Ilulissat-erklæringen. Heri forpligter landene sig til at løse eventuelle uoverensstemmelser om rettighederne til polhavet i henhold til FN’s havretskonvention.
Det var et genialt træk, som sætter en effektiv prop i andre landes mere eller mindre egennyttige forsøg på at indflydelse i området. I den internationale debat har det nemlig været foreslået, at Arktis i stil med Antarktis skulle reguleres gennem en traktat. Forslagsstillerne glemmer imidlertid, at Arktis er en del af de arktiske staters land- og havområder – og at uenighederne kun drejer sig om et mindre område i midten af polhavet.
Desuden er Arktis i modsætning til sydpolen et befolket område – og ethvert traktatforsøg vil være en indblanding i disse befolkningers indre anliggender. Blandt andet Greenpeace har været fortaler for et såkaldt moratorium, som forbyder erhvervsaktiviteter i området.
Et sådant indgreb er naturligvis uacceptabelt, og på den baggrund var Ilulissat-deklarationen et stærkt initiativ.
På den baggrund forekom det besynderligt, at Lene Espersen i sin første tid som udenrigsminister valgte at blive væk fra et topmøde mellem staterne bag Ilulissat-erklæringen, men meget tyder på, at udenrigsministeren nu er tilgivet. I hvert fald stod den grønlandske selvstyreformand Kuupik Kleist og Færøernes lagmand Kaj Johansen skulder ved skulder med Lene Espersen, da strategien blev offentliggjort – blandt andet gennem fælles kronikker i de tre områders vigtigste aviser.
Lene Espersen, Kuupik Kleist og Kaj Johansen forklarede, at man ønsker et fredeligt og selvbærende Arktis, der respekterer områdets sårbare natur. Hvis det en dag kommer til et ”gold rush” i Arktis skal det ske med deltagelse af de arktiske folk.
Med den arktiske strategi er der nu åbnet op for en erhvervsmæssig udvikling af nogle af de mest øde områder i verden – og gennem Ilulissat-erklæringen er en stor del af risikoen for et militært kapløb i området fjernet.
Under alle omstændigheder er der grund til at ønske ikke mindst Grønland tillykke med strategien – for strategien sikrer opbakning fra hele kongeriget til udvikling i retning af en selvbærende økonomi på den store ø. Egentlig et ganske flot arbejde fra en udenrigsminister, der snublede i starten.