Det er ikke pænt at tale grimt om de døde – og det har været en fornøjelse at følge venstrefløjens politikere, når de skulle kommentere Hr. Møllers død i den forløbne uge. Der blev godt nok slugt et par kameler af de ellers normalt uopdragne socialister.

Heldigvis har jeg ingen ideologiske problemer med mænd af hr. Møllers kaliber. Jeg så gerne, at der var nogle flere af slagsen. Hr. Møller var nemlig en hædersmand. Der er noget smukt og autentisk over en mand, som sender håndbragte hilsener til borddamen efter middagen.

Muligvis var hr. Møller lidt af en bisse ved forhandlingsbordet, men han var jo samtidig eksponent for gode, gamle værdier, som er en mangelvare i vore dages kulturløse og overfladiske IT-samfund.

 Ikke mindst vil jeg huske hr. Møller, fordi han satte en af landets krukkede og bedrevidende arkitekter på plads – og lærte ham lidt god, gammeldags pli. Sandsynligvis var det spildte Guds ord på Balle-Lars, for arkitektstanden mener jo at have taget patent på æstetik. Gamle principper om, at kunden altid har ret ligger disse narcissistiske blyantsholdere fjernt.

Det er nemt at holde den kreative fane højt, når man kan bruge løs af andre folks penge. Når arkitekten tegner en offentlig bygning, er funktionen som oftest ligegyldig, for det drejer sig jo bare om at få bygget et monument over sig selv. Vi så det blandt andet i det kaotiske forløb om musikhuset i Aalborg. Her er den sidste regning sandsynligvis ikke skrevet endnu.

Så har jeg anderledes respekt for hr. Møller, som ofrede et par milliarder af egen lomme på sin passion for opera. Det er unægtelig mere smagfuldt end danske politikere, som finder det helt i orden at binde 900 kroner af andre folks penge i enden af billetten, når borgerskabets fruer fra det nordlige København skal i teatret. Det er en underlig socialdemokratisk praksis i en tid, hvor vi må lade landet s fattige, syge og gamle gå for lud og koldt vand.

Det forekommer også at være rent svineri med andre folks penge, når politikerne nu ønsker en undersøgelse af Irak-krigen. Hvad skal vi bruge den til? Krigen er slut, Saddam er død – og uanset at juraen måske ikke var helt i orden, er det demokratiske regnskab i plus.

En undersøgelseskommision har netop brugt ti år på Farum-sagen. Ud over masser af spildte andre folks penge kom der ikke rigtigt noget ud af den undersøgelse – måske bortset fra at det kan være svært at beskytte samfundet mod politikere, som er psykopatiske drukmåse. Det er altså ikke en nyhed.

Det er jo sådan, at kunden altid har ret – og disse politiske undersøgelser fører altid til den konklusion, politikerne ønsker. Og så vil det ærlig talt være mere reelt, hvis politikerne selv – og ikke andre folk – betaler for disse juridiske beskæftigelsesprojekter.

Det er alt for let for politikerne at lege julemand, når andre folks penge er i spil. Forleden udtalte fødevareministeren, at offentlig adgang til de dyrkningsfri bræmmer langs vandløbene er en gave til den danske befolkning. Tjaah, så er det i hvert fald en gave, som fødevareministeren ikke selv har betalt.

Hun skulle ellers vide bedre. For nylig måtte hun jo dykke dybt i det private muldvarpeskind, fordi hun havde anskaffet sig en rygekabine i ministeriet. Samme skæbne overgik også Lars Løkke.

Egentlig er det interessant nyskabelse i dansk politik, når politikerne selv skal betale for deres fejlagtige beslutninger. Jeg håber, at sagen om rygekabinerne vil danne præcedens, så vi kan sende regningen videre til politikerne, når de tager fejl. Det vil givet begrænse lysten til at bruge andre folks penge på mere eller mindre tvivlsomme projekter og love.

Hvis politikerne selv skulle betale, blev god dansk landbrugsjord i hvert fald ikke omdannet til folkeparker for motionslystne byboere i uklædelige joggingdragter. Vi vil sikkert også undgå ubrugelige italienske IC4-tog, fantasifulde grønne energi-projekter, tilfældige modeluner i sundhedsbranchen, undersøgelseskommisioner og kuldsejlede offentlige IT-projekter. Sandsynligvis ville vi se et anderledes enkelt og stabilt samfund – og det er jo ikke så ringe.

Desværre er den slags rettidig omhu en mangelvare i dansk politik – for det er jo så nemt at bruge andre folks penge.