Nordjyske Stiftstidende 10. september 2010:

Rockermetoder går ud over uskyldige

Greenpeaces kampagner har det med at gå ud over uskyldige. Om det skyldes tankeløshed, naivitet eller ond vilje lader sig vanskeligt afgøre af udenforstående.

 

Derfor kan jeg ikke lade være med at have lidt ondt af Jon Burgwald, som af sine bagmænd er sendt i byen for at redde Greenpeaces omdømme. Det skete onsdag her i avisen – efter at jeg har rejst kritik af organisationens metoder.

 

Det er dumt og naivt at tro, at Greenpeace kan snakke sig ud af sælkampagnerne med en forklaring om, at kampagnerne ikke var rettet mod Grønland. For uanset hvem der end måtte være målet for kampagnerne, så er kendsgerningen, at markedet for sælprodukter i dag er ødelagt – og det har påført den grønlandske befolkning ubodelig skade. Vi taler om en hel kultur, som er blevet ødelagt af miljøfanatikernes tankeløse omsorg for ”søde små sælhunde”.

 

Desuden undlader Burgwald at forholde sig til, at organisationens kamp for et moratorium, som skal forbyde al væsentlig aktivitet i Arktis, uvægerligt vil sætte en stopper for det grønlandske folks drømme om en dag at få en selvbærende økonomi – og dermed øget selvstændighed. Det er muligt, at organisationen ikke ønsker at skade grønlænderne – men det bliver alligevel resultatet.

 

Det er en kendsgerning, at Greenpeace i lighed med for eksempel Hells Angels hylder illegale metoder. Der er talrige eksempler – senest aktionen i Grønland – som viser, at Greenpeace ikke skyr noget middel til at promovere sine synspunkter. Hvis vi accepterer, at enkelte grupper kan tage loven i egen hånd, ender vi med anarki og sammenbrud – og derfor var det en rigtig disposition, at myndighederne valgte at sætte både marinen og politiet ind mod Greenpeace.

 

Det betyder, at Greenpeaces blotte tilstedeværelse i Grønland griber ind i Grønlands Kommandos og politiets muligheder for frit at disponere skibe og personel – og dermed er Greenpeace med til at bringe den grønlandske civilbefolkning i fare. Det var måske ikke meningen – ligesom sælkampagnen måske ikke skulle have gået ud over Grønland. Men det er resultatet – og det tyder på, at organisationens medlemmer enten er kynikere ud over alle grænser, eller også forstår de simpelthen ikke selv konsekvenserne af deres handlinger.

 

Jeg vil gerne tro, at Jon Burgwald er et godt menneske, men her fremstår han mest af alt som et naivt ungt menneske, der er kommet i uføre i hænderne på brutale og skrupelløse bandeledere, der nærer et ubændigt had til demokratiet og vores måde at indrette os på.

 

Inderst inde er det med største ulyst, at jeg kommenterer Greenpeaces artikel. Jeg mener grundlæggende, at man ikke skal gå i dialog med forbrydere og kriminelle. Men siden vores samfundsform nu en gang giver den slags mennesker mulighed for at komme til orde, gør jeg det alligevel. Vort demokrati er værd at kæmpe for – og derfor må vi selvfølgelig bekæmpe organisationen, som ikke respekterer legitime beslutninger og menneskers ret til at mene noget andet end Greenpeace.

 

 

 

 

 

Retur

 

 

 

© 2011 • Jesper Hansen • Nørremarksvej 6 • Øland • 9460 Brovst • Telefon 98130201 •  Mobil 29390365  •  Mail