Jeg er så træt at dansk politik i øjeblikket. Det kan efterhånden skæres ned til, at en af vore efterhånden mange levebrødspolitikere optræder i fjernsynet med from, selvsmagende missionærmine, mens vedkommende bebrejder en anden politiker et eller andet, som vedkommende en gang har gjort – eller måske ikke gjort.

I øjeblikket er det Lykketoft, Vestager og Holger K., som har fundet missionærminen frem i anledning af nogle militære dokumenter, som er kommet på afveje. Tillad mig at minde om, at det i sin tid var radikal og socialdemokratisk forsvarspolitik, der var skyld i, at tyskerne kunne vade ind over den danske grænse uden modstand. Med denne historiske bagage forekommer det nok så taktløst, at socialdemokrater og radikalere udtaler sig i militære spørgsmål.

Den navnkundige general Patton, som havde en fremtrædende rolle i krigen mod Nazi-Tyskland, sagde en gang, at ”krig ikke handler om at dø for sit fædreland, men om at få en anden skiderik til at dø for sit fædreland”. Situationen er i dag den, at danske soldater dør, når de forsvarer vores frihed, mens deres fjender har frit spil – fordi de danske stridskræfter bliver mere og mere handlingslammede på grund af naive konventioner og frygt for, at deres arbejde bliver trukket gennem sølet i det danske Folketing.

Soldaterne har fået en opgave – lad dem dog udføre den i fred og ro. Krig er en beskidt og meget ekstrem situation – og det tjener ikke noget formål at diskutere det på TV. At tro på at man i vore dage kan føre krig – og samtidig overholde Geneve-konventionen er dumt, naivt og ansvarsløst. Man kan jo nu engang ikke lave en omelet uden at slå ægget i stykker.

Det er i øvrigt min opfattelse, at forestillingerne om, at man kan føre en civiliseret krig, sådan som det er beskrevet i Geneve-konventionen, er med til sænke tærsklen for krig. Hvis truslen om krig skal have nogen som helst virkning i et politisk spil, bør det være truslen om en vild, blodig og bestialsk krig, hvor drab på civile, tortur efter alle den spanske inkvisitions lærebøger og andre overgreb skal være en del af værktøjskassen. Har man ikke viljen til disse virkemidler, har man ikke viljen til at forsvare sig og sejre – og så kan det egentlig være lige meget. Så hellere blive hjemme og hygge sig, så længe terroristerne giver os lov.

Det er åbenlyst i den politiske debat, at især venstrefløjens politikere nærer en sand mistro til, at fagfolkene i det danske militær er i stand til at løse den opgave, som Folketinget har bedt dem om.

Desværre er det generelt for den offentlige sektor, at den ansatte efterhånden ikke tør ingen tage et initiativ – endsige passe sit arbejde – på grund af politikerne mistillid og derfor synker hen bag en mur af bureaukratiske foranstaltninger, der ligner arbejde til forveksling.

Det er for resten de samme uproduktive tvangsforestillinger, som ligger til grund for de fromme missionærers ønsker om uvildige undersøgelser af sagen. Vi ofrer efterhånden millioner af kroner på at undersøge først dit, så dat – og alligevel lykkes det os ikke at ændre historiens gang. Undersøgelser er kun til glæde for advokater, granskere og skrankepaver – læs jurister og økonomer, to af samfundets mest uproduktive erhverv. Lad dog fortiden hvile i fred og brug pengene på noget nyttigt til gavn for ungdommen, de syge og de gamle – og som giver os et trygt og stabilt samfund. Som skatteyder vil jeg meget gerne have mig frabedt alle disse undersøgelser – for de giver os hverken et bedre forsvar, bedre folkeskoler, bedre politi, sygehuse eller alderdomshjem.